Mia fik sin stregspiller

Tophåndboldspiller Michael Knudsen blev viet i Døstrup Kirke

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

To­åri­ge Noah så en anel­se be­tut­tet ud med al den vi­rak, bare for­di mor og far blev viet.

DØSTRUP:Michael Knudsen, landsholdsspiller og en mester i sit fag på stregen i håndbold, er vant til at score mål i en snæver vending, så medaljer og pokaler vælter over ham. I går vandt han den store gevinst i skikkelse af en strålende, smuk Mia Sørensen. Parret, der har været kærester i 11 år, sagde ja til hinanden i Døstrup Kirke. Provst Jørgen Pontoppidan, Hvornum, stod for vielsen. På den måde blev både brud og gom tilgodeset, idet 27-årige Michael Knudsen stammer fra Hvornum og blev konfirmeret af Pontoppidan. 28-årige Mia Sørensen er fra Døstrup og blev viet i den kirke, hvor hun både er døbt og konfirmeret. I øvrigt er Pontoppidan jævnligt vikar ved gudstjenester i Døstrup Kirke. Provsten afbrød sin ferie for at smede parret sammen. Michael Knudsen er stjerne på både det danske landshold i håndbold og på Flensburg-Handewitts bundesligamandskab, og han bærer prædikatet en af verdens bedste stregspillere. Gæstelisten bar naturligvis præg af, at håndbolden fylder meget i brudeparrets liv. Blandt deltagerne var blandt andre Michael Knudsens holdkammerater fra Flensburg, Joachim Boldsen og Kasper Nielsen. Af andre håndboldstjerner kan nævnes Kristian Gjessing fra AaB og Per Leegaard fra Viborg HK. Bryllupsfesten blev holdt på Store Restrup Herregaard, og der var 92 deltagere. Bruden er datter af Lone og Jens Ole Sørensen fra Døstrup, mens gommen er søn af Jens og Henny Knudsen fra Hvornum. Parret har kendt hinanden siden 16-17-årsalderen. For to år siden fik de sønnen Noah. Michael Knudsen fik sin håndboldopvækst i HOH. Han har siden spillet for Viborg og Skjern, før han i fjor skiftede til storklubben Flensburg-Handewitt. Alle de største europæiske håndboldklubber havde krogen ude efter den danske landsholdspiller. Blandt andre giganter i den spanske liga. Men Knudsen valgte Spanien fra og drog Flensburg ikke mindst af hensyn til den øvrige familie, Mia og sønnen Noah. De bor i Handewitt. Den nye fru Knudsen er kontoruddannet, men har på det seneste helliget sig pasning af parrets søn. En dag om ugen drager hun dog til Skjern for at arbejde i sit fag. Mia fra Døstrup har i øvrigt også spillet håndbold i mange år, men dog ikke på helt det samme niveau som gemalen. Det nygifte par skal ikke på egentlig bryllupsrejse, men holder i denne måned ferie i Danmark med venner.