Michael Laudrup får to år i Swansea

Den danske fodboldlegende er klar til Premier League

Michael Laudrup er klar for Swansea. Foto. Lars Pauli

Michael Laudrup er klar for Swansea. Foto. Lars Pauli

SWANSEA:Så er det officielt: Michael Laudrup bliver manager for Premier League-klubben Swansea.

Danskeren, som i dag, fredag, fylder 48 år, har fået en kontrakt på to år med klubben.
Swansea sluttede i sidste sæson som nummer 11 i Premier League, efter at klubben var rykket op året forinden.
Klubbens nu forhenværende manager, Brendan Rodgers, blev herefter hentet til Liverpool, og Michael Laudrup skal altså fylde det hul ud.
Michael Laudrup kommer dermed til engelsk fodbold 29 år efter, at han som teenager var meget tæt på at skifte fra Brøndby til Liverpool.
Skiftet gik dog i vasken, og Laudrup blev i stedet købt af den italienske storklub Juventus.
I sin karriere som udlandsprofessionel spillede Michael Laudrup for Lazio, Juventus, FC Barcelona, Real Madrid, Vissel Kobe og Ajax Amsterdam.
Han vandt i alt syv nationale mesterskaber med Juventus, Barcelona, Real Madrid og Ajax, og i 1992 vandt han som Barcelona-spiller Europa Cuppen for mesterhold, forløberen for Champions League.
Som træner har Michael Laudrup ikke været helt oppe i de samme højder.
Han gjorde Brøndby til dansk mester i 2005 og pokalvinder i 2003 og 2005, og i 2008 skaffede han Getafe i den spanske pokalfinale.
Til gengæld er det gået mindre godt hos Spartak Moskva og Real Mallorca.
Laudrup blev fyret af russerne i 2009, og sidste år stoppede han før tid på Mallorca.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.