Cykelsport

Michael Mørkøv vinder DM-guld

Rutinen gav veteranen sejren på en flad rute på Lolland foran Niklas Larsen.

Michael Mørkøv kunne søndag fejre sit DM-guld, da han sejrede i linjeløbet i landevejscykling. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Michael Mørkøv kunne søndag fejre sit DM-guld, da han sejrede i linjeløbet i landevejscykling. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

CYKLING:Med velkendt snilde og en skrap spurt vandt Michael Mørkøv søndag sin karrieres andet danske mesterskab i landevejscykling efter stærkt forarbejde af holdkammeraten Kasper Asgreen på Quick-Step.

Løbets måske mest aktive rytter Mads Pedersen forsøgte med to kilometer til mål at komme først ind i målbyen Nysted, men Asgreen med 33-årige Mørkøv i hjulet fik tvunget cyklerne forbi den unge Trek-rytter.

På de kringlede og smalle veje frem mod målstregen kunne de to ryttere fra det belgiske World Tour-mandskab ikke passeres.

I spurten vandt Mørkøv suverænt foran Niklas Larsen.

Rytterne kørte knap 220 kilometer på en flad og ikke specielt vindblæst rute på det sydlige Lolland, men løbet blev hårdt.

Juniorverdensmesteren Julius Johansen, som for tre uger siden blev dansk U23-mester, var en af fire kontinentalryttere, der rykkede væk tidligt i løbet.

De opbyggede over fire minutters forspring, før favoritterne trådte i karakter halvvejs i løbet.

Anført af Matti Breschel rykkede de udlandsprofessionelle med lidt over 100 kilometer tilbage frem i spidsen af hovedfeltet, og få minutter senere var feltet splittet i små grupper efter et hårdt ryk af Mads Pedersen.

Det var også begyndelsen på enden for de fire ryttere i front.

Senere - med 50 kilometer hjem - forcerede U23-verdensmesteren i enkeltstart, Mikkel Bjerg, igennem målområdet, og han fik to spurtstærke folk med i Rasmus Bøgh Wallin (ColoQuick) og Casper Pedersen (Aqua-Blue Sport).

Men den stærke trio måtte give fortabt, da Riwal og Virtu Cycling med mange ryttere besluttede at nulstille løbet med lidt over en omgang igen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst