Fodbold

Michelsen har vendt stemningen i OB efter skidt sæsonstart

OB-træner Jakob Michelsen har sat sig præg på OB-holdet, som søndag vandt endnu en gang i Superligaen.

Efter en skæv start på sæsonen har OB og Jakob Michelsen fået styr på sagerne, så OB nu er med i den sjove ende af tabellen.

Efter en skæv start på sæsonen har OB og Jakob Michelsen fået styr på sagerne, så OB nu er med i den sjove ende af tabellen.

FARUM:To gange i november har OB været bagud 0-1, men alligevel endt med en sejr i Superligaen. Det skete senest i søndagens 3-1 sejr ude mod FC Nordsjælland.

Inden da skulle man tilbage til maj 2016 for at finde lignende tilfælde, og det vidner om et OB-hold, der ikke giver op, og som har større tro på sejr end tidligere. Det mærkes også i spillertruppen.

- Stemningen i truppen er fantastisk. Vi viste i dag, hvor langt vi er kommet ved at vende 0-1 til 3-1, siger angriberen Bashkim Kadrii.

- Sejre er selvforstærkende, og det øger også spillernes tro på, at det, vi gør, er det rigtige, tilføjer Kadrii, der selv kom på måltavlen i søndagens sejr.

Jakob Michelsens afslappede tilgang til hverdagen er ifølge angriberen en af hovedårsagerne til, at OB er ubesejrede i otte superligakampe og kun har et nederlag i de sidste 15 betydende kampe.

- Han skiller sig ud fra de andre trænere, jeg har haft, ved, at han ofte laver sjov i hverdagen. Samtidig er han meget seriøs. Det betyder dog ikke, at vi ikke også kan drille ham. Det er den største forskel.

- Han har tiltro til tingene, og han har holdt fast i en stamme på holdet. Det har gjort den største forskel, siger Kadrii.

OB og klubbens dengang nye cheftræner havde en dårlig sæsonstart, hvor holdet gennem flere runder var placeret i bunden af Superligaen på trods af flere kampe, hvor holdet havde fortjent bedre.

Nu nyder træner Jakob Michelsen også, at det er stolpe ind frem for stolpe ud.

- Sejre og point avler selvtillid, og så ser vi muligheder frem for begrænsninger. Spillerne har troet på projektet hele vejen igennem, og der er blevet arbejdet hårdt.

- Selv om vi kom bagud tidligt mod FCN, rejste vi os op. Det indikerede et hold med selvtillid og tro på egne evner, at der ikke var nogen, der gik i panik, selv om vi kom bagud, siger OB-træneren.

OB er placeret på fjerdepladsen i Superligaen med to point op til Esbjerg på tredjepladsen. Næste test for holdet er 1. december hjemme mod Vendsyssel.

/ritzau/