Microsoft køber Nokias mobilforretning

Den amerikanske it-kæmpe er parat til at betale 40,5 milliarder kroner

For to år siden begyndte Nokia at bruge Microsofts Windows 8-platform i sine smartphones.Arkivfoto
EMNER 3. september 2013 09:11

HELSINKI: Selvstændigheden kan snart være slut for Finlands industrielle stolthed, telegiganten Nokia.

Natten til tirsdag dansk tid oplyste Microsoft, at den vil betale 5,4 milliarder euro for at overtage Nokias mobilforretning.

Købstilbuddet svarer til 40,5 milliarder danske kroner.

- For Microsoft er det et modigt skridt ind i fremtiden og den næste store fase i vores transformation, udtaler selskabets topchef Steve Ballmer.

Handlen ventes at være på plads i begyndelsen af 2014 og skal godkendes af aktionærerne i Nokia samt myndighederne.

- Vi mener, at denne transaktion er den bedste vej frem for Nokia og aktionærerne, siger selskabets bestyrelsesformand, Risto Siilasmaa.

Nokia begyndte i 2011 at anvende Microsofts software i sine mobiltelefoner, men har generelt haft det svært i flere år med svigtende salg og faldende markedsandele.

For en håndfuld år siden var Nokia verdens største producent af mobiltelefoner, men selskabet har været under hårdt pres fra selskaber som Samsung og Apple, og værdien af Nokias aktier er faldet voldsomt de seneste år.

Nokia vil fremover fokusere på sin netværksdivision, som i modsætning til mobildivisionen er et velfungerende og lønsomt forretningsområde./ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...