Middag i tv-studie

Suveræn mad, men tidsmæssigt kan det være et sejt træk at komme gennem menuen på Min Restaurant

I Sankelmarksgade i Aalborg ligger en bygning malet i sarte blå og hvide farver. Set på afstand ligner det en restaurant, men når man kommer helt tæt på, ser man et advarselsskilt på yderdøren. Det fortæller, at man nu er på vej ind i et tv-studie. Men vel at mærke et tv-studie, der serverer mad. Med andre ord: Velkommen til Min Restaurant. Spisested, tv-studie og underholdning i prime time hver tirsdag på TV 2. Der er fyldt - næsten - til bristepunktet, selv om vi - dele af NORDJYSKEs madanmelderkorps - ankommer en ganske, almindelig onsdag aften. Stedet drager. Måske skyldes det, at der er chance/risiko for at komme i landsdækkende fjernsyn, hvis man vælger Min Restaurant. Eller skyldes det maden? Det skulle i hvert fald undersøges, og anmelderne satte sig til bords. Nu ville vi mæske os. Nu ville vi lade os udfordre af spisekortets glæder. Det viser sig nu at være en let opgave, for spisekortet består af seks retter, som man kan vælge blandt. To forretter, to hovedretter, ost og dessert. En ret koster 195 kroner. To retter 260. Og således stiger prisen med 65 kroner for hver yderligere ret. Fem retter koster derfor 455 kr.. Det er såmænd nogenlunde hæderlige priser, som dog kræver at mindst et af følgende kriterier er opfyldt: Der er nok af maden. Det er suveræn kvalitet. Herfra kan det dog godt knibe lidt. Lidt mere interessant er det at se på Min Restaurants vinpriser. Vinene findes i alle prislag fra 185 kroner til små 1000 kroner. Og der bliver lagt godt på. Min Restaurant kører med cirka en faktor fem. På godt dansk: En vin til 40 kroner i indkøbspris koster omkring 200 kroner. Og en vin til 200 kroner i indkøbspris koster cirka 1000. Lidt - dyr portvin På et område nærmer det sig dog det tvivlsomme: Vi fik portvin til dessert. Pris: 78 kroner pr. glas, og der blev hældt op, som var det en fornem cognac. Meget, meget lidt i glasset. Og det af en portvin i cirka 150 kronersklassen. Med andre ord: Når der er skænket to-tre glas op, er flasken betalt. Med de mængder, der blev hældt op, ville sådan en flaske række til op mod 20 glas. Man skal simpelthen have mere, når man drikker god portvin. De er jo ikke noget plejehjem, vi er på. Vinkortet er i det hele taget noget mangelfuldt. Der mangler årgang på mange vine, og den valgte hvidvin blev beskrevet som kommende fra "The New World". Vi spurgte tjeneren, hvorfra i den nye verden, denne vin kom. Det kunne hun ikke svare på, men måtte i køkkenet for at spørge eller se. I det hele taget gik det ofte galt, når vi spurgte vores kønne, unge tjener om hvad vi fik serveret. Hun brugte for eksempel ordet "fondant" om noget tilbehør, og da vi så spurgte, hvad det mon kunne være, måtte hun igen lige en tur i køkkenet for at blive klogere. Det skulle tidsmæssigt vise sig at blive et langt, sejt træk at komme gennem menuen på Min Restaurant. Der var der dog ét område, hvor det gik rigtigt snapt. Endnu inden vi overhovedet havde fået bestilt vin, kom aftenens appetizer på bordet. Den fik så lov at stå og hvile, indtil hvidvinen var bestilt og hældt op. Heldigvis var der isvand på bordet, og når vi bad om mere vand, så fik vi det. Appetizeren bestod af spæde rødbedeblade, lidt serranoskinke og lidt høvlet ost, der lugtede af våd fåreholder. Som forretter fik vi pighvar og ungdue. Fisken lå på et leje af noget grønt og i en sovs, der var mæt af fløde. Duen var et sprængt stykke brystkød og et lår kogt i andefedt (confit). Duen var tør som et solarium i Sahara, men pighvar er altid godt, og med fløde i sovsen går det sjældent galt. Pause Fra forret til hovedret gik der omkring 50 minutter. Jo. På min restaurant får man sandelig tid til at lade maden sætte sig. Det virker som om, at køkkenet åbenbart først laver forretter og kun forretter. Så går det i gang med hovedretter og kun hovedretter, inden de sidst på aftenen omdanner stedet til et dessertkøkken. Eller også skyldtes det, at man ventede prominente gæster. Pludselig opstår der en voldsom trængsel og alarm på Min Restaurant. Der kommer kendte folk. De to kvinder, der driver Min Restaurant i København, kommer på besøg, og pludselig er der kamera- og lydfolk overalt. Vi andre gæster retter os i stolene og forsøger at se lidt godt ud. Nu er der jo chance for at komme på tv. Og mens vi i den lange pause har nået at få sulten skruet op igen, er der tid til endnu en servering. Dagens clou. Hovedretterne. Det kunne være kalvefilet eller tidens kulinariske modelune: Svinekæber. Damerne på holdet valgte kalven. Den var rigelig og rosa og mør, men kunne sikkert godt have trængt til lidt mere krydderi. Svinekæberne var braisseret i øl, og indtrykket af dem var, at det såvel i smag som konsistens mest mindede om gammeldags oksesteg, som oldemor lavede den. Kødet var bestemt mørt og godt, men smagsindtrykkene var ikke noget, der ligefrem forskrækkede smagsløgene eller dvælede længe på tungen. Pause. Lang pause. Selvafrydning Efter hovedretten gik vi så i gang med at vente igen på næste servering. Efter 40 minutter med tomme tallerkener foran os, greb utålmodigheden en af gæsterne, som rydder bordet for tomme tallerkener. De bliver sat over på et ledigt bord. Da først tallerknerne er sat der, blev de til gengæld fjernet øjeblikkelig. I det hele taget er der meget folkehøjskole over serveringen. På trods af et prisniveau, der signalerer gourmet, er der på ingen måde tale om, at vi blev mødt af topprofessionelt uddannet tjenerpersonale. - Gider du lige række mig din tallerken, lød det på et tidspunkt fra tjeneren. Og klassiske serveringsdyder oplevede vi ingenlunde. Tjeneren serverede denne aften fra bordenden. Og vi oplevede aldrig, at tjeneren kom forbi for at fylde vinglassene op. Her var høflig selvbetjening. Efter en god lang stunds reflekteren over mad og servering, kom der omsider ost på bordet til vores enlige ostespiser. Veltemperede og i så små nogle stykker, at det på ingen måde kunne forstyrre lysten til dessert. Ostene var fra danske gårdmejerier. Mellem ost og dessert var der til gengæld ingen nævneværdig ventetid. Men pausen blev brugt til at finde ud af, hvilken dessertvin, vi havde lyst til. Man kunne fx vælge Commandaria St. John ifølge vinkortet. Ikke skyggen af forklaring på, hvad det kunne være. Vi spurgte. Det viste sig at være en cypriotisk hedvin til 45 kroner per glas, og den slags kan være nådesløst kedelig. Derfor gik vi videre. Næste vin på kvalitetstrappen var Churchills standard plejehjemsport, og den undgik vi også, og valgte i stedet en Late Bottled Vintage til de 78 kroner. Alternativet var 110 kroner for et glas Sauterne. Fristende, men prismæssigt langt ude i hampen. Sen dessert Tjeneren fortalte os om vores hedvin, at når der stod 1999 på halsen, var det tappetidspunktet, og at vinen var 12 år gammel på tappetidspunktet. Man kan her undre sig en del over, at flaskehalsen ikke i stedet peger på 1987, hvis vinen vitterligt var så gammel. Og så kom endelig desserten på bordet flere timer efter vor ankomst. Det var en desserttallerken der bestod af flere ting. Der var en orange-udgave af den klassiske klassens time-kage. Der var en klat glimrende vanilleis, og så var der et shotglas med en mærkelig lakridscreme i. Den delte vandene. Den kunne man enten lide, eller også var den afskyelig. Efter desserten må der ryges i lokalerne (fra kl. 22). Vil man ryge undervejs i måltidet, må man ned i rygelokalet nedenunder. Det er en fin politik. Nedenunder er der også en kommentarboks. Her kan man indtale sin uforbeholdne mening til et snurrende kamera. Endelig blev der også tid til kaffe og te. Inden for stempelkaffen var der flere valgmuligheder, og deres stempelkaffe var fantastisk god. Tjeneren blev da også glad, da vi roste den og kvitterede med at fortælle, at hun sandelig også havde været på et endags kaffekursus. Dette er ikke en madanmeldelse i gængs forstand, og vi deler derfor heller ikke gafler ud. Min Restaurant er nemlig ikke en restaurant i gængs forstand. Den er et tv-studie. Så måske kommer vi i fjernsynet i aften. Stiftstidendes smagshold var denne aften journalisterne: Suzanne Tram Eva Seider Dorte Gertsen og Max Melgaard