Motionsidræt

Middelalder med motion ved Vrejlev Kloster

Motionssti indvies med bl.a. falkoner og rollespil

Falkoneropvisning med Frank Skaarup er blandt attraktionerne når motionsstien indvies. 	arkivfoto

Falkoneropvisning med Frank Skaarup er blandt attraktionerne når motionsstien indvies. arkivfoto

POULSTRUP:Lørdag inviterer Multnetværket til åbning af den nye sti omkring Vrejlev Kloster. Borgmester Bent Brown (S) forestår den officielle indvielse af motionsstien, som kan bruges både til familievandring og til at styrke kondien. Det omfattende program begynder kl. 13 og varer hele eftermiddagen. Der bydes på middelalderrollespil, falkoneropvisning, og markedstelt med alt godt til gane og mave. Udover motionsløbet er der stillet et 250 kvm markedstelt op mellem Vrejlev Kloster og Vrejlev Kirke. Teltet bliver omdrejningspunkt for eftermiddagens arrangementer. Rollespilsforeningen Quendi fra Hjørring leverer spektakulære rollespil i middelalderdragter både på ruten og på markedspladsen ved klosteret. Frank Skaarup laver falkoneropvisning og i markedsteltet serveres økologisk brød, pølser og drikkevarer. Klassisk musik og underholdning er også en del af arrangementet. Der afsluttes med fakkeltog sidst på eftermiddagen. Stien er anlagt af Multinetværket i Poulstrup med støtte fra Hjørring Kommune, Friluftsrådet og artikel 33 midler fra EU. Den nyanlagte sti på fire km går gennem et naturområde sydvest for Vrejlev kloster, der ikke tidligere har været tilgængeligt for publikum. Stien går igennem et lokalhistorisk interessant område, bl.a. ”Kongevejen” som blev anlagt af Frederik den 4. Stien går også forbi Vrejlev Møllegård med historie tilbage til 1460 og Vrejlev Præmonstratenserkloster samt Vrejlev Kirke fra 1160. På Kirkegården findes gravstedet for de to søstre som er udgangspunktet for Anne Marie Løns Roman ”Prinsesserne”, som netop er aktuel Vendsyssel Teaters dramatisering. Ruten vil i fremtiden også indgå som naturskole for Vrejlev-Hæstrup skole og der plantes her i efteråret gamle danske æblesorter til glæde for de besøgende motionister. Multinetværket vil i Leader+ regi næste år arbejde videre med stiprojektet ”Fra kloster til kloster” mellem Børglum Kloster og Vrejlev Kloster med indlagte oplevelser undervejs. Multinetværket er en paraplyorganisation for lokale intiativer og landsbyråd for Vrejlev-Hæstrup sogne. Multinetværket blev oprettet i 2005.