EMNER

Middelalderdage ud over alle grænser

Over 16.000 besøgte Middelalderdagene på Voergård - det er ny besøgsrekord

FLAUENSKJOLD:Besøgstallet under Middelalderdagene på Voergård slog i år rekord med 13.800 gæster. Dertil kommer 3000 besøgende "under sværdhøjde" - det vil sige børn omkring syv-otte år. Det er en stigning i forhold til sidste år, og Runa Christensen, der er formand for foreningen "Voergård Levende Historie," som står bag Middelalderdagene, er meget tilfreds. - Der har været flere besøgende hver eneste dag i forhold til sidste år, selvom vi har udvidet med to dage. Middelalderen er blevet oplevet af rigtig mange mennesker også mange norske og tyske turister, siger Runa Christensen. De nye tiltag med Store Børnedag, en hellig kilde, kapel og munkecelle i kælderen har været en stor succes. - Fra helligkilden solgte de syngende munke mange bægere helbredende vand, og kapellet i kælderen med den lille Maria figur og munkens simple bolig havde stor søgning, siger Runa Christensen og fortsætter: - Andre nye tiltag var en overordentlig populær turneringsbane for livlige heste, som løb på rytternes ben, og vagtkælderen, der blev brugt til sit rette formål med forhør af fanger, som blev fastholdt af nye hals- o g håndjern placeret på den originale plads efter fundene af de gamle jernrester i murværket. En stor blide blev også bygget færdig, så den kun mangler at få placeret akslen med svingarmen. Den vil stå klar næste år. - Jo, det var middelalder ud over alle grænser i år, siger Runa Christensen.