Middelalderen gøres levende af frivillige

Frivillige fra hele det Vesthimmerlandske område er involveret, når der for anden gang bydes til Middelalderdage på Vitskøl Kloster.

Det er anden gang, der er levende middelalder på Vitskøl Kloster.
EMNER 7. oktober 2008 10:52

Det sker i den kommende weekend - både lørdag og søndag. Antallet af lokale boder er nogenlunde det samme, som sidste år, men antallet af middelalderaktører er steget. Det er foreningen "Den Levende Middelalder", som står bag arrangementet. - Det kan mærkes, at gode rygter om sidste års arrangement er spredtes blandt middelaldersammenslutninger og grupper fra det ganske land. Mange har meldt at de gerne deltager og det har været lidt af et puslespil at få det til at gå op. Det er naturligvis et godt tegn at mange gerne vil besøge Middelalderdage på Vitskøl Kloster og noget vi kan være stolte af, understreger formand Bo Jacobsen. - Ambitionen er også at vi kan udvide programmet støt og roligt således at der altid vil være noget nyt at opleve for publikum. Arrangementet bliver en blanding med mange forskellige boder, optræden og shows af forskellig karakter. Aarhus Middelaldersammenslutning kommer med en stor gruppe, der bl.a. viser våbenfremstilling og forskelligt husgeråd og håndarbejde. Våbnene kan også ses i aktion når gruppen demonstrerer hvordan deres våben kan bruges. Musikgrupperne Trotto og Lurpakket er gengangere, men ny gruppe er Ramashang der optræder med sin besnærende gøglerforestilling og middelalderdans. Jerntråden kommer med et smedeværksted og Smeden og hans kone møder, ud over deres smedje, med forskellige håndværksboder. Naratio viser bl.a. træskæring og garvning og fortæller om middelaldermad. Hos Scriptoriet kan man for få kroner købe sig et afladsbrev. I alt 15 grupper fra nær og fjern har meldt deres ankomst. Den lokale gruppe fra Himmerlands Middelaldercenter præsenterer kampopvisning både til hest og med drabelige sværdkampe. Ridderen af ildhesten står nok får årets mest spektakulære opvisning. Ranum rollespilsgruppe kan man også gense, og den helt nydannede lokale teatergruppe Tinglutterne vil helt sikkert live op på pladsen begge dage. Søndag formiddag bydes der på Middelaldermesse i Vitskøl Klosters kirkesal, hvor lokale munke måske for lov at brumme med, når sangpigerne fra Kulturskolen synger salmer fra middelalderen. Lurpakket står for den musikalske del af messen. Et besøg i en af boderne kan også være en rigtig god oplevelse. Aktørerne går alle op i middelalderen med liv og sjæl og ser det som en fornem opgave at fortælle om den tids håndværk og skikke. Om der kan handles til middelalderpriser er uvist, men der kan købes både fornemt kunsthåndværk, middelalderdragter, husflid og meget mere. Naturligvis også smagsprøver af både drikkeligt og spiseligt. De daglige beboere på Vitskøl Kloster fra TAMU sørger for at der også kan købes et solidt måltid mad i Munkekælderen. Spar Nord, Sparekassen Midtfjord, Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Kulturråd har alle støttet arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...