Midsommer i biografen

LØGSTØR: - Det har været intentionen at lave en film, som har noget på hjertet. At lave en film, som tager de unge alvorligt og som på mange måder bliver anderledes end de mange fladpandede komedier, som i de senere år er blevet produceret til det unge biografpublikum, fortæller den 31-årige filminstruktør Carsten Myllerup, der står bag Midsommer, der fra mandag vises i Løgstør Bio. - Midsommer skal både rumme dramaet og gyset, for gyserelementerne giver os nogle muligheder, der ikke er i andre typer af film. Det handler om at bruge gyset rigtigt, og det håber jeg er lykkedes for mig. Der er i hvert fald mindst én scene, hvor hele biografen helst skal løfte sig fra sæderne, for hvis der er bare én tilskuer, der sidder ned på det tidspunkt, så laver jeg aldrig film mere, siger Carsten Myllerup. - Filmen handler om de valg, som man tvinges til at tage på forskellige tidspunkter i livet. I dette tilfælde har filmens unge netop overstået et vigtigt skridt og har nu følelsen af, at have hele livet foran sig med alle dets muligheder og begrænsninger. Pludselig bremses alt og alle af et selvmord, som kaster skygger langt ind over vennernes fremtid, fortæller Carsten Myllerup, som selv var med til at få ideen til filmens manuskript, som siden hen blev lagt i hænderne på manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. mich