Musik

Midt i en operatid

Koncert Nordjyske Sangselskab Det er efterhånden blevet sådan, at hvis man skal opleve nordjyske sangere så skal det være i Nordjysk Sangselskab. At publikumsinteressen er til stede fremgår af det store fremmøde, omkring 140 publikummer, der var mødt frem til sæsonens tredje koncert med 10 af landsdelens etablerede sangere i et imponerende sammensat og afvekslende liedprogram. Koncertens fokus var den sene ende af den tyske romantik, fra Brahms' smukke "Liebeslieder", over Alban Bergs tidlige sange og frem til Schönbergs ekspressionistiske "Pierrot Lunaire". Eftermiddagens kunstneriske højdepunkt blev interessant nok også det værk, som umiddelbart måtte forventes at have mindst appeal til det bredere publikum, nemlig Arnold Schönbergs store sangcyklus, "Pierrot Lunaire". Værket var lagt i hænderne på det seneste skud på stammen, den unge sopran Dorthe Græsborg, som dannede et tæt og intenst makkerskab med den rutinerede akkompagnatør Vita Kold. Græsborg leverede en gigantpræstation i denne vanskelige musik, hvor sangeren i den særlige schönbergske "sprechgesang" hele tiden bevæger sig på kanten af tale og sang. Med en stærk klanglig fokusering og koncentreret udtryk formede hun med en imponerende præcision de surrealistiske og facinerende stemninger i disse 21 sange med et dramatisk udtryk, som nåede omkring hele følelsesregistret. Vita Kolds forbilledlige modspil i klaveret var klangligt præcist og afdæmpet, spinkelt og flimrende som spindelvæv og støvkorn i sollyset. Lang tid -næsten en hel time- tog det at fremføre denne koncentrerede og intense musik, og man oplevede da det mærkelige som lytter, at ens koncentration og tryllebundethed blev stadig større efterhånden som værket nærmede sig afslutningen. Og det i sig selv siger noget om det kunstneriske niveau. Forinden havde Annette Bo Nielsen, akkompagneret af pianisten Teddy Teirup, fremført syv tidlige lieder af Alban Berg, fra tiden før hans tolvtonemusik. Disse smukke kærlighedssange er komponerede i et senromantisk tonesprog, interessant nok også med sporadiske klanglige reminiscenser fra Debussy og impressionismen. Annette Bo Nielsens fremførte Berg-liederne med sin klangfulde sopran, hvis momentvise manglende spændstighed rigeligt opvejedes af en intensitet og glød i timbre, hvortil Teirup skabte fin balance med sit orkestralt farvede klaverakkompagnement. Ovenpå disse to sværvægtere sluttede eftermiddagen af på charmerende vis med otte gammelkendte nordjyske sangeres opførelse af Johannes Brahms"Liebeslieder" opus 52, enkle og ukomplicerede kærlighedssange udsat for dobbeltkvartet og firhændigt klaver. Brahms' dybe kærlighed til Strauss' valse er åbenlys i disse atten små perler af sange, hvor kærligheden -for en gangs skyld- skildres helt uden mislyde, og holdt kun i de lyseste farver. De otte sangere leverede varen med stor varme og indfølt charme, som sammen med ægteparret Teddy og Inger Johanne Teirups fjedrende akkompagnement forløste sangene på fineste vis. Godt og vel midtvejs i sin anden sæson må man endnu en gang lette på hatten for sangselskabet, hvis sangere og pianister fortsætter med at stille op, ulønnet, og levere stor musik for os på et højt kunstnerisk niveau. Sæsonens sidste store koncert bliver Brahms' altrapsodie med Kirsten Dolberg i Budolfi Kirke d. 2. april. Gå ikke glip af den! Tore Mortensen Nordjysk Samgselskab Berg, Schönberg, Brahms Dorthe Græsborg, Annette Bo Nielsen mfl. Nordjyllands Kunstmuseum Lørdag