Midt i musikkens metropol

Sebastian Sternberg, Aalborg, har givet sig selv frist til at dyrke musikken og forsøge at slå igennem, indtil han bliver 30 år

Kensington, Heathrow, Brixton. Man kan nemt få det indtryk, at man kan tage hvor som helst hen, når man står på en af Londons mange undergrunds- og togstationer. Men selvom alle veje måske nok fører ud af London, så fører de ikke direkte op til stjernerne. Det har 25-årige Sebastian Sternberg måtte sande, efter han for fire år siden tog turen over Nordsøen til musikkens metropol London. Vi møder ham på London Bridge Station, for at følges med ham ud til et studie, hvor han sammen med sit band The Doi er i fuld gang med at indspille en demo-cd. Sammen med de to andre bandmedlemmer, Martin Dirkov og Caspar Ryttergaard, sagde Sebastian farvel Aalborg og Hallo London med drømmen om at slå igennem som musikere i bandet The Doi. Som nævnt er de tre venner nu i gang med at indspille en demo-cd for penge, som de har fået af Parlophone, der er et selskab ejet af det verdensomspændende pladeselskab EMI. Så det går sådan set rigtig godt, selvom det måske går lidt langsommere end Sebastian havde forventet, da han for fire år siden pakkede sit trommesæt og noget rent tøj og tog afsted. - Vi havde jo regnet med, at vi skulle over og være rockstjerner og have en pladekontrakt med det samme, siger Sebastian med et selvironisk smil. Men han og kammeraterne har fundet ud af, at det ofte tager lang tid at komme igennem musikverdenens labyrinter. Men bandet er tilsyneladende på rette vej. - Vi er rimelig tæt på at få en kontrakt. Man kan sige, at når man får penge til at indspille en demo-cd for, så er det som at få en halv kontrakt. Men nu må vi se, siger Sebastian. - Men det er da hele tiden gået fremad, det tager bare meget mere tid, end vi havde troet, siger Sebastian. Men i en tid, hvor alle, der kan nynne "Lille Peter Edderkop" nogenlunde rent, drømmer om en karriere som Popstar, så er det ikke sulten efter berømmelse, der driver Sebastian. Faktisk er han meget genert. - Vi vil bare gerne spille musik, og det har vi gjort en hel masse. Jeg har mere en drøm om at blive anerkendt og kunne leve af musikken. Selve berømmelsen ser jeg ikke nogen fordel i, siger Sebastian. Ikke kun talent The Doi indspillede en demo-cd i London for godt tre år siden, og derefter gav de i det følgende års tid 20-30 koncerter i London for at blive set og hørt af musikverdenens købmænd. De fik også kontakt til et selskab, som gerne ville udgive en cd med bandet, men det samarbejde gik siden i vasken, for de tre medlemmer i The Doi syntes, at selskabet ville ændre for meget på deres musik. - Det handler om meget andet end musik, og desværre ikke kun om talent. Det kan godt være frustrerende. Det handler ofte meget mere om at kende de rigtige mennesker og være de rigtige steder. Nu har vi været her i fire år, uden at der måske egentlig er sket så meget, men det går alligevel hele tiden lidt fremad. Sebastian havde sagt til sig selv, at hvis han ikke fik sat sin underskrift på en pladekontrakt inden november 2003, ville han forlade London. - Men så fik vi penge til den her demo. Så nu har jeg givet mig selv fem år mere i London. Jeg ville ærgre mig alt for meget, hvis jeg ikke gav det den chance. Og hvis jeg skal lave noget helt andet - have et almindeligt 8-16-job, så er det jo lige meget i den sidste ende, om det så bliver i 30 eller 35 år, siger Sebastian. Han har slået sig ned i en lejligheden sammen med tre andre og arbejder på en såkaldt gastro-pub. Det er en pub med tilhørende spiseafdeling. Der skal tjenes penge til den høje husleje i London, mens musikken dyrkes ved siden af. Martin Dirkov arbejder samme sted og deler lejligheden sammen med Sebastian og to andre. Det tredje bandmedlem i The Doi, Caspar Ryttergaard, tog hjem til Danmark for to år siden for at læse humanistisk informatik på universitetet. Men de tre spiller stadig sammen og har netop mellem jul og nytår givet koncert på Tusindfryd i Aalborg. Ni liv Men selvom Sebastian nu har givet sig selv fem år mere i musikkens hovedstad, så tror han ikke, at han vil være musiker resten af livet, uanset hvad den nye demo-cd bringer med sig. - Jeg har helt sikkert også en drøm om at få en uddannelse på et tidspunkt. Jeg kan ikke rende rundt og lave det her resten af livet. Det er sådan en slags forlænget ungdom. Men det kommer selvfølgelig an på, hvordan det udvikler sig med musikken. Men jeg kunne da også godt tænke mig at få et 8-16-job, og hus, og kone og børn på et tidspunkt. Det ville da være dejligt. - Der er så mange ting, man kan gøre med sit liv. Det er så træls, at når man tager én beslutning, så udelukker man noget andet. Jeg tror, at jeg ville være allermest lykkelig som kat, så ville jeg have ni liv. Men uanset hvor i verden Sebastian bor, når han fylder 31, og om det er med sit eget navn på et pladecover eller ej, så føler han ikke, at han spilder sin tid i London. - Når man satser så meget tid i så mange år på noget, som måske aldrig bliver til noget, kan man godt få den tanke, at man har spildt de år. Men det har man selvfølgelig ikke, for man har jo fået en masse erfaringer.