Midtby-butikscenter i støbeskeen

Samlet byggeri på Schou-Epa grund og del af Colosseumgrund

Et kommende butikscenter vil få indgang både fra Parallelvej og Danmarksgade. Foto: Kurt Bering

Et kommende butikscenter vil få indgang både fra Parallelvej og Danmarksgade. Foto: Kurt Bering

Planer om et nyt butikscenter i Frederikshavns er kommet et skridt nærmere. - Og det er på høje tid, mener formanden for plan- og miljøudvalget, John Christensen. Udvalget har netop behandlet et fælles skitseoplæg fra ejeren af Schou-Epa ejendommen og ejeren af Ny Colosseum om et sammenhængende centerbyggeri på næsten 10.000 kvadratmeter etageareal mellem Danmarksgade og Parallelvej. Planen forudsætter, at det nuværende Schou-Epa nedrives. Det nye center bliver bygget op omkring en overdækket gade, som forbinder Danmarksgade og Parallelvej. De to parter bag henvendelsen - den lokale byggematador Brian Severinsen og Marcus Choleva, Købmandsstanden Finansierings Institut - har tidligere har haft svært ved at tale med én stemme. Det gør de nu. John Christensen peger på, at nye butikscentre i Hjørring og Aalborg, allerede nu trækker kunder væk fra Frederikshavn. Han mener ikke, de handlende i gågaden har grund til frygt. - Et butikscenter vil trække nye kunder til og være til gavn for alle byens handlende. John Christensen mener offentligheden skal have mulighed for at påvirke udformningen af butikscenteret i hjertet af Frederikshavn. Han mener, at det bedst sikres ved en såkaldt foroffentlighedsfase før den egentlige lokalplanlægning.