Byggeri

Midtbyboere kæmper for at bevare torv

Udvidelse af ejendom vil koste 12 træer livet

MIDTBYEN:Adskillige beboere i midtbyen er oppe på mærkerne, fordi kommunen vil give tilladelse til at en tredjedel af Bredegade Torv bliver bebygget. Midtbyens Borgerforening har reageret imod planerne med flere skrivelser til teknisk forvaltning. Men foreløbig har det ikke hjulpet. - Det kan da ikke være rigtigt, at kommunen bare sådan uden videre kan give sådan en tilladelse uden at spørge os, der bor her i midtbyen. Bredegade Torv er vores oase, men hvis der bliver bygget som planlagt, forsvinder 12 træer og en pæn stor bid af torvet. I realiteten vil torvet være ødelagt, bemærker Thorkild Ingemann Pedersen, bestyrelsesmedlem i Midtbyens Borgerforening. Han og de øvrige midtbyboere er i og for sig glade for, at ejendommen, som rummer kebabrestauranten på Bredegade Torv, bliver forskønnet. For facaden ud mod torvet er bestemt ikke særlig spændende. Det, de har noget imod, er planerne om at bygge fem meter ud på torvet. - I forrige byrådsperiode var vi i dialog med teknisk forvaltning om en udvidelse af bygningen, som snupper en meter eller to af torvet. Det vil være acceptabelt, og torvet vil stadig være attraktiv. Men en udvidelse på fem meter kan vi slet ikke acceptere. Muligvis ville det også bare blive en ny tøjbutik, som vi i forvejen har rigeligt af i midtbyen, siger Thorkild Ingemann Pedersen. Han understreger, at kritikken ikke er rettet mod kebabhusets ejer, der er i sin gode ret til at søge om at bygge til. Det er kommunen, borgerforeningen langer ud efter. I stedet vil midtbyens borgerforening gerne have torvet forbedret med et par bænke og måske et lille springvand mellem de efterhånden høje, skyggefulde træer. Et af borgerforeningens ønsker er også at få flyttet pølsehuset, som ligger nogenlunde midt på torvet. Den vil foreningen gerne har flyttet bagud til hjørnet af torvet. Mange beboere i midtbyen synes rent ud sagt, at pølsehuset er en grim kolos, der skæmmer torvet og ligger i vejen midt i det hele. Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) lover, at der vil blive holdt et møde for beboerne i midtbyen om byggeplanerne på Bredegade Torv. - Naturligvis er vi villige til at høre borgernes argumenter og forsøge at finde en løsning, så alle kan leve med, siger han og understreger, at kommunens hovedformål med byggeriet er at forskønne området. Ikke at ødelægge Bredegade Torv.