Midtbyen skal have et løft

Der skal nu sættes fokus på Hjallerups centrum - borgermøde 12. februar

Hjallerup oplever en god udvikling. Foto: Bent Bach <i>Bent Bach</i>

Hjallerup oplever en god udvikling. Foto: Bent Bach Bent Bach

HJALLERUP:Der skal nu sættes fokus på Hjallerups midtby. Det fortæller formand for Hjallerup Samvirkes byudviklingsudvalg i forbindelse med den verserende indsats omkring Hjallerups udvikling.

- Vi har bedt byudviklingsudvalget og firmaet Rambøll om især at iværksætte en analyse af bymidten og dens potentialer set i forhold til befolkningsudviklingen, fortæller formand for Hjallerup Samvirke, Jens Aaen. Det har vi gjort, dels fordi netop rammebestemmelserne for bymidten trænger til at blive kigget efter i sømmene, dels fordi der netop kan tænkes at blive fokuseret på dette område, når vi tænker på ældrevenlige, centernære boliger.

Jens Aaen fortæller, at baggrunden for arbejdet er, at Brønderslev Kommune er forpligtiget til at lave en kommuneplanrevision i foråret 2013.

- Selv om Hjallerup i denne omgang ikke er udpeget som fokusområde, synes vi i Hjallerup Samvirke, at det er en god lejlighed til at vi diskuterer, hvilken slags by og byudvikling vi ønsker fremadrettet, bemærker han.

- Vi har hidtil med stor succes haft et tæt samarbejde med Brønderslev Kommune om udviklingen i Hjallerup, og når vi er kommet igennem med mange af netop vores ønsker, så tror vi på, at det skyldes, at vi i god tid har taget problemstillinger op og fået dem indarbejdet i kommunens planer, siger formanden for Hjallerup Samvirke, Jens Aaen.

Har sat fingeraftryk

- Det byudviklingsudvalg, vi gennem mange år har haft nedsat, har således haft et god indflydelse på den masterplan for Hjallerup, der blev fremlagt for et par år siden på et godt besøgt borgermøde. Nu er turen så kommet til kommuneplanen, der skal tilpasses masterplanen og i det hele taget revideres.

- Særligt set i lyset af befolkningstilvæksten i Hjallerup, der peger på en forholdsmæssig markant stigning i antallet af seniorer (64+), og for at undgå at få samme polemik som i nabobyen Asaa, har vi bedt byudviklingsudvalget sammen med firmaet Ramböll om at udarbejde oplæg til et borgermøde tirsdag 12. februar, hvor vi vil drøfte fremtidens Hjallerup, fortæller Jens Aaen.

- På borgermødet er det vores hensigt at fremlægge denne analyse samt nogle principielle udviklingsscenarier, eller måder byen kan udvikle sig på i fremtiden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.