Midterforsvar med problemer

Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen forventes at starte forårssæsonen for AaB i det centrale forsvar. Men skader driller.

Kenneth Emil Petersens akillessener har drillet i optakten. Foto: Michael Koch.

Kenneth Emil Petersens akillessener har drillet i optakten. Foto: Michael Koch.

Det foretrukne midterforsvar hos AaB har endnu ikke været på banen samtidig i det nye år. Kenneth Emil Petersen har gennem en længere periode døjet med en skadet akillessene, og Lasse Nielsen har optræk til et springerknæ. Skal man tro de to midterforsvarere varer det dog formentlig ikke ret længe, før de danner duo i AaB’s centrale defensiv. Springet fra dansk kunststof til portugisisk græs har i første omgang fået Kenneth Emil Petersen tilbage i træningen med resten af holdet. - Man er selvfølgelig lidt nervøs for, at man mærker noget til skaden, men der gør jeg ikke indtil videre. Nu tager vi et skridt ad gangen og bygger det stille og roligt op, og mit humør er bestemt blevet bedre, efter vi er kommet herned, siger Kenneth Emil Petersen. For Lasse Nielsen kan overbelastningen i det venstre knæ blandt andet tilskrives et hårdt program i opstarten, der udover træningen hos AaB også har budt på en tur med ligalandsholdet. - Jeg har fået problemerne her op til træningslejren, og det er ikke blevet bedre, så nu tager vi vores forholdsregler og passer på, at det ikke bliver for alvorligt, så det kan godt være, at jeg ender med at være på skånekost hernede, men forhåbentlig ikke alt for meget, siger Lasse Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.