EMNER

Midtjyder med gratis bus til AAU

Aalborg Universitets prorektor Hanne Kathrine Krogstrup er glad for, at AAU's initiativ bakkes op. Foto: Jan Sørensen

Aalborg Universitets prorektor Hanne Kathrine Krogstrup er glad for, at AAU's initiativ bakkes op. Foto: Jan Sørensen

NORDJYLLAND:Seks dage i de to første uger efter efterårsferien sætter Aalborg Universitet busser ind mellem en række midtjyske byer og universitetet. Målet er at inspirere gymnasieelever, der ikke bor i Region Nordjylland, til at søge ind på AAU - og umiddelbart er interessen stor. Over 200 elever fra gymnasier i Region Midtjylland har tilmeldt sig busturene. Alt i alt deltager 900 gymnasieelever i år i AAU's brobygningsdage. - Det er en fremgang på 250 i forhold til i fjor, og det er vi meget glade for. Det er flot, at gymnasierne og deres rektorer bakker initiativet op, siger prorektor Hanne Kathrine Krogstrup, AAU. Gymnasieelever, der bor i Region Nordjylland, har af regionen fået tilbudt gratis transport til og fra universitetet. Deltagerne får under besøget et indblik i det problemorienterede projektarbejde. Nogle steder skal gæsterne udarbejde deres eget miniprojekt, mens de andre steder for én dag bliver kolleger med nuværende AAU-studerende. Derudover er studerende, undervisere og studievejledere klar til at besvare spørgsmål om studierne og om livet som studerende i Aalborg.