Midtmors Sport er nået i mål
Indsamlingen til den planlagte udvidelse af idrætscentret fortsætter dog, selv om den oprindelige målsætning er nået
ØSTER JØLBY: I to uger har bestyrelsen for Midtmors Sport været i fuld gang med en husstandsindsamling til fordel for en udvidelse af idrætscenteret i Øster Jølby.
Målet for indsamlingen lød på 300.000 kroner, og det mål er netop nået. Fredag middag kunne bestyrelsen nemlig afsløre, at 311.000 kroner nu er indsamlet ved hjælp af mange donationer fra virksomheder og private samt den omfattende husstandsindsamling.
- Vi er rigtig glade, stolte og ydmyge. Vi er så stolte af, at så mange mennesker kan se idéen med udvidelsen, fortæller Keld Andersen, centerleder i Midtmors Sport.
Han tilføjer, at donationerne kommer fra både virksomheder og private.
Planen er at udvide hallen med en tilbygning på cirka 400 kvadratmeter fordelt på to etager. Det er et projekt til cirka fem millioner kroner, hvoraf Midtmors Sport selv stiller med cirka halvdelen af beløbet.
Selv om det oprindelige mål nu er nået, stopper indsamlingen ikke her.
- Vi fortsætter selvfølgelig med at samle penge ind et stykke tid endnu, så vi måske kan få et endnu bedre byggeri, siger Keld Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.