Lokalpolitik

Midtvest er bedst

AF Christen Kristensen, medlem af byrådet for Venstre, Hvalpsundvej 212, Holmager SAMMENLÆGNING: Industrivirksomhederne, fagbevægelsen, landbruget, og langt de fleste af de nibenitter, der var tilstede på de borgermøder byrådet netop har afholdt, siger nej tak til de planer ledende politikere i Nibe byråd åbenbart har med Nibe Kommune. Hvad er det så lige vores ledende politikere i Nibe Kommune har gang i, når de stædig holder fast i Aalborg som første eller anden prioritet. Jeg vil påstå, at de venner ryggen mod deres egne borgere, godt hjulpet på vej af NORDJYSKE Stiftstidende, som har udråbt enhver sag som vedrørte Aalborg til kommunestrukturpolitik. Langt de fleste, såvel virksomhedsejere, landmænd, boligejere, børnefamilier og de ældste i vores samfund, var bekymret over den forringelse, det vil medføre i deres økonomi, såfremt vi kommer ind under Aalborg. Det andet der bekymrede folk, var demokratiet, - hvad sker der med Nibe Kommune, Så er der ingen til at repræsenterer os. Kæden er sprunget af, når det bliver påstået, at det ikke har nogen betydning for den demokratiske proces og mulighederne for udvikling i vort område. Jeg mener, at langt de fleste der bor i Nibe Kommune, har mest kulturfællesskab med borgerne i Støvring, Løgstør, Farsø, Aars og Nørager, Derfor foreslår jeg, at der dannes en Midt/Vest Himmerlandsk Kommune. hvor Støvring og Nibe kommuner vil være brohoved til regionshovedstaden Aalborg.