Mie Ø. Nielsen svømmer i guld

Aalborg-svømmeren buldrer videre ved DM på kortbane i Thisted.

Mie Ø. Nielsen er godt i gang med at sætte sig på et hav af danske juniorrekorder.
Arkivfoto: Lars Pauli

Mie Ø. Nielsen er godt i gang med at sætte sig på et hav af danske juniorrekorder. Arkivfoto: Lars Pauli

Den 15-årige svømmepige Mie Ø. Nielsen fra Aalborg fortsætter sit imponerende raid ved DM på kortbane i Thisted. Fredag aften lagde hun yderligere to guldmedaljer oveni de to, hun hentede torsdag. Først blev det guld i 200 medley i ny dansk juniorrekord. Og dernæst vandt hun også i 200 meter ryg. Mie Ø. Nielsen har præsteret ikke mindre end fire danske juniorrekorder på de to første konkurrencedage. På førstedagen af mesterskaberne, torsdag, lykkedes det således for Mie at sætte tre juniorrekorder. Først forbedrede hun sin egen danske juniorrekord i 100 m im med 6/100 sekunder i tiden 1.01,55. Senere på dagen forbedrede Aalborg-svømmeren så rekorden med yderligere 1,58 sekunder i tiden 59,97. I 100 m rygsvømning gik det ud over Pernille Larsens tidligere juniorrekord, som Mie således også torsdag slettede og forbedrede med 44/100 sekunder i tiden 58,86. Denne danske juniorrekord har Pernille Larsen været indehaver af siden december 2008. Fredag blev det så til Mies fjerde danske juniorrekord ved kortbane-mesterskaberne i Thisted. Her lykkedes det således for Mie at sætte dansk juniorrekord i 200 m im i tiden 2.11,33. Her slettes således Katrine Holm Sørensens tre år gamle juniorrekord, som nu er forbedret med ikke mindre end 3,12 sekunder.