Mig og Mozart

Vinderstilen fra Symfoniens Mozart-konkurrence

Elvira Madigan Piano C - Jeg lægger mit hoved ned på puden. Lader det falde tilbage i de bløde dun og slapper af. Det er mørkt udenfor. Kun stjernerne lyser himlen op. Månen har gemt sig bag en sky. Musikken spiller. Hvordan kan noget så simpelt være så smukt? Hvordan kan noget så ligetil indeholde så mange tanker og historier? Så mange drømme. Klaverets enkelte toner giver en følelsen af lykke. Uskyld. Som at være barn igen. Sorgløs og uden bekymringer og fuld af drømme. Jeg husker første gang, jeg hørte musikken. Jeg lader mine tanker føre mig tilbage til et lille musiklokale med gardinerne trukket for. Udenfor skinner solen, rummet får et rødt skær. Musikken flyder ud i rummet, fortryller alle. 13 børn, der er ved at blive voksne, lader sig fortrylle og endnu engang føle uskylden ved at lege i sandkassen i solen. Føle glæden ved at grine sammen, leve sammen uden at tænke på andet, end at man har hinanden. Endnu engang lader de sig selv drømme. Men intet varer evigt - heller ikke barndommen. - Man bliver ældre. Alt for hurtigt skal man lære at tage ansvar, lære at føle sorg og bekymringer. Lære at miste. De personer, man har haft ved sin side siden uskylden i børnehaven, forsvinder. ”Det er ikke længere børnehaven.” Man lærer, hvad tårer betyder. Alt, hvad man nogensinde har kendt og elsket, smuldrer, forsvinder mellem fingrene på en som si-sandet fra den røde plasticspand. Man bliver kastet rundt fra det ene til det andet. ”Du skal lære at leve, det er derfor.” Men hvilket liv er det at miste, sørge og bekymre sig? Hvilket liv er det altid at have travlt? Hvilket liv er det at glemme sine drømme? Når musikken spiller, mister man al fornemmelse af tid. Al fornemmelse af verden udenfor. Det er som at svæve bort på en sky. En gammel barnedrøm, slottet på skyen. Den store sandkasse med de mange krystalspande. Alt for hurtigt forsvinder drømmene. Man lærer, hvad det vil sige at leve i virkeligheden. Her er der ikke plads til drømme. Som man bliver ældre, glemmer man at drømme. Man glemmer at sætte sig ned, lade musikken flyde – og drømme. - Jeg husker engang – det føles som længe siden – da min farmor døde. Jeg forstod ikke, hvad det ville sige dengang. Jeg gik forbi min fars værelse. Han sad bare der med hovedet gemt i sine hænder. Han græd, og jeg blev bange. Dengang vidste jeg ikke, hvad det ville sige at føle sorg over at miste nogen, man elskede. Jeg var kun 5 år. Da jeg 5 år senere stod foran gravstenen ved det store egetræ, huskede jeg pludselig, da jeg så min far græde, og jeg huskede min farmors ansigt. Jeg huskede, hvordan hun elskede, når jeg sang for hende i hendes lejlighed, mens jeg støvsugede, og jeg huskede, hvor meget hun elskede musik, og jeg begyndte at synge. Musikken var i mit hoved. Klaverets toner fra Elvira Madigan. Sangen var ikke blevet sunget før, jeg fandt selv på den. Til ære for min farmor. Den dag lærte jeg, hvad det vil sige at miste den, man holder allermest af, men også hvad musikken kan gøre for at hjælpe dig over det. Minderne gemmer sig i musikken. - Vi vokser op for hurtigt i dag. Vi glemmer at tage det roligt og lytte til musikken. Vi glemmer at drømme og leve drømmene ud. Vi glemmer, hvad det kan gøre for en at lægge sig ned og lytte til tonerne, der flyder ud i rummet. For mig vil ”Elvira Madigan” altid være noget specielt. Et minde om min gamle klasse og min savnede farmor. - Alle skal dø en dag. Det lærer man tidligt. Selv jorden skal dø en dag. Livet, solen, lyset. Men musikken vil altid bestå. Musikken vil altid rumme de fortabte drømme. De glemte ønsker og tanker. Uskylden, sorgløsheden og minderne. Barndommen. Musikken vil altid rumme barndommen. - Jeg lader mine øjne falde i og lader klaveret og søvnen føre mig med sig til det store slot på skyen. Gitte Winneche Rasmussen, Gistrup Filstedvejens Skole, 8. klasse