Mig og Peter den knap så Store

Nu tror du nok, at du skal til at læse om graviditet, arvinger og tronfølge. Lad mig hjælpe dig ud af din vildfarelse med det samme. Det skal du ikke. Min TV-sofa bød nemlig på større oplevelser i løbet af ugen, end en stram bukselinning på kronprinsessen. Vi er nået til den tid af året, hvor man næsten dagligt kan læne sig tilbage med fjernbetjeningen og lade sig underholde af mænd og kvinder i shorts, som jagter en oppustet svineblære. Jeg taler om slutspil, finaler, afgørende kampe. Om sport, når rosset er sorteret fra, og der blot er de ypperste tilbage. Det har krævet tålmodighed at kæmpe sig gennem en lang sæson i sofaen, når hold som TMS Ringsted, Team Esbjerg og Rosenborg har kigget forbi i sofaen. Det er slut nu. Champions League i fodbold er i den afgørende fase, og nu står der i stedet Liverpool FC, Chelsea FC, PSV og AC Milan på TV-siderne. Navne, som jeg og mine kønsfæller formentlig er genetisk forudbestemt til at producere rigelige mængder mundvand over. Og kampene var mindst lige så spændende og medrivende, som jeg på nogen måde kunne ønske mig, men der er lige det der med mig og Peter. Nu gik det ellers lige så godt mellem os, og han havde faktisk udviklet sig til lidt af et forbillede for mig. Jeg kan tydeligt huske den boblende fornemmelse i maven, jeg fik, da jeg var 14 år, og Peter greb hele Tysklands EM-drømme ud på et fodboldstadion i Stockholm. Og den krampelatter han fremkaldte, da han løb med i angrebet i slutminutterne af Champions League finalen i 1999 og var med til at vende hele kampen mod pølsetyskerne fra Bayern. Han er stor Peter Schmeichel - ingen tvivl om det - og han er en vinder. Og nu beskæftiger han sig med Champions League igen. TV3+ har valgt ham som ankermand og blikfang på det millionprojekt, de europæiske fodboldudsendelser er for kanalen. Så langt, så godt. Men der er noget her, som går over min fatteevne. Hvorfor skal et af min ungdoms idoler partout sætte en ny del af sin anseelse over styr sådan cirka hver anden tirsdag og onsdag, når han sidder og sniksnakker med sine gamle landsholdskammerater Elkjær og Laudrup før og efter Champions League kampene? Han duer nemlig ikke. Sniksnak er nemlig alt, hvad det bliver til, for Schmeichel styrer ingenting som vært. Det går nogenlunde, så længe d'herrer Elkjær og Laudrup hjælper ham venligt på vej i studiet og taler videre på den store målmands ufærdige sætninger. Men når han skal uden for studiet, så bliver det straks vanskeligere. Det er ofte skønne Luna Christofi, der står for skud. Onsdag aften var hun igennem direkte fra Stamford Bridge med tandpastasmil og håndholdt mikrofon, hvor Chelsea tog imod Liverpool. Peter Schmeichel:- Luna, du har set mange store stjerner. Ham her, Frank Lampard (Chelsea-spiller), virker som en rigtig, rigtig sød fyr. Luna Christofi kigger koncentreret på kameraet et langt sekund, inden hun opdager, at der faktisk ikke kommer mere. Så lyser hun op i et blændende smil og starter talestrømmen. Det er egentligt underligt, at der aldrig er et tandpastafirma, der har set det enorme potentiale, som er gemt hos fodboldreporteren. Luna Christofi:- Jamen, det tror jeg sådan set, at han er... (altså Frank Lampard er en sød fyr). Hvor ville jeg dog ønske at TV3-folkene havde klædt Peter Schmeichel bedre på, inden de havde tændt kameraerne. En studievært, der ikke stiller sine kilder spørgsmål er sandt for dyden ikke meget bevendt. Det er spild af min tid i sofaen. Giv manden en hjælpende hånd og et interviewkursus. Så kan han måske komme efter det. Indtil da vil han i mit univers ikke længere være Peter den Store, men nærmere Peter den knap så Store. Men det skal ikke handle om fodbold det hele. Det skal også handle om håndbold. Normalt har jeg svært ved at se den store fidus i kvindehåndbold. Tempoet og de tekniske detaljer kan man normalt se tilsvarende i en herreynglingekamp, men ligesom i fodboldens verden er der nu langt om længe ved at være noget på spil. Og så er næsten al sport jo underholdende. Jeg blev glædeligt overrasket. Mine bysbørn fra Aalborg DH hev en kneben etmåls-gevinst hjem over de ellers så sejrsvante piger fra Viborg HK. At se søstrene Lunde fra Norge, Deriougina fra Rusland og Lecusanu fra Rumænien var en oplevelse, som kunne få mit hjerte til at løbe en lokalpatriotisk galop. Det er noget sjovt noget med den sport. Bare tøsepigebarnet spiller i den rigtige trøjefarve, så er hun jo god nok. Når Viborgs Katrine Fruelund skyder straffekast for det danske landshold mod Aalborg DH's Katrine Lunde i det norske mål, så er det jo ikke DH-Katrine vi holder med. Men lad os nu foreløbig krydse fingre for, at vores udlændinge kan slå de andres udlændinge, så Nordjylland igen kan fejre et danmarksmesterskab i en af de store sportsgrene. Mit TV kårer håndbold-dronninger og fodbold-konger i løbet af den næste måneds tid. De virkelige royale - dem der bløder blåt - tager vi fat i en anden god gang. Skal vi sige midt i oktober? Så er der heller ikke slutspil i min TV-sofa.