Migatronic og Sanistål i parløb

Aalborg 1. marts 2003 07:00

FJEERITSLEV: Migatronic i Fjerritslev og og Sanistål i Aalborg går nu ind i en fælles satsning på svejsemarkedet. For at styrke sit net af autoriserede forhandlere på det danske marked har Svejsemaskinefabrikken Migatronic indgået en aftale med Sanistål, som er totalleverandør inden for VVS, stål, metaller, værktøj, maskiner og tekniske produkter og har 38 afdelinger i Danmark. Halvdelen af de svejsemaskiner, der sælges i Danmark, er fra Migatronic, som allerede inden aftalen med Sanistål havde opbygget et net af autoriserede forhandlere. Sanistål har også tidligere solgt svejsemaskiner og tilbehør til svejseprocesser, men har besluttet at øge aktiviteten. Om aftalen med Migatronic siger Saniståls salgs- og indkøbsdirektør, Henrik Hübner: -Vi vil satse mere målrettet på svejsning og har valgt den bedste samarbejdspartner, vi kan få. Migatronic er et stærkt brand, der ligesom Sanistål har en dynamisk, professionel organisation og et stærkt servicekoncept. Vi ser store fremtidsperspektiver i at forene to kulturer, der passer sammen og begge har danske håndværkere og industrivirksomheder som målgrupper. Både Sanistål og Migatronic har produkter og viden til kunder, der efterspørger såvel bredde som specialisering, og tilsammen kan vi tilbyde markedets bedste muligheder. Det er planen, at Saniståls afdelinger skal forhandle Migatronic, og der bliver sat ekstra stærkt fokus på svejsemaskinerne i Hjørring, Aalborg, Skive, Holstebro, Silkeborg, Århus, Vejle, Esbjerg, Haderslev, Næstved og Vallensbæk. I alle regioner har Sanistål kompetente svejsefolk, som sammen med Migatronics specialister rådgiver om svejseprocesser, maskiner og tilsatsmateriale. Migatronic har siden etableringen i 1970 produceret og solgt ca. 500.000 svejsemaskiner. 65 pct. er eksporteret, og med den nordjyske by Fjerritslev som udgangspunkt har Svejsemaskinefabrikken Migatronic etableret datterselskaber i ti lande. - Uden et stærkt hjemmemarked ville vi aldrig have haft kræfter og udviklingspotentiale til at opnå vor position som en af verdens førende producenter af svejsemaskiner. Derfor er det nødvendigt med et aktivt forhandlernet i Danmark. Med Sanistål som et stærkt supplement til vore eksisterende forhandlere har vi nået målet, siger Migatronics salgsdirektør, Klavs T. Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...