Migrant dør efter sammenstød med politi nær Mexicos grænse

En karavane med migranter stødte i weekenden sammen med politiet nær grænsen mellem Mexico og Guatemala.

Migranter primært fra Honduras forsøger at komme igennem hegnet fra Guatemala til Mexico. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters

Migranter primært fra Honduras forsøger at komme igennem hegnet fra Guatemala til Mexico. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters

En 26-årig mand fra Honduras er død, efter at en karavane med migranter fra Centralamerika på vej mod USA i weekenden stødte sammen med politiet nær grænsen mellem Guatemala og Mexico.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Politiet i Guatemala oplyser, at manden blev ramt i hovedet af en gummikugle, og at han senere døde af sine kvæstelser.

Det er dog endnu uvist, om manden blev såret under sammenstød med guatemalansk politi i grænsebyen Tecun Uman eller med mexicansk politi, da migranterne krydsede broen Puente Rodolfo Robles, der forbinder de to lande.

Lokale medier skriver, at cirka ti personer, inklusive politi og migranter, kom til skade under sammenstødene.

Røde Kors i Guatemala bekræfter på Twitter, at "adskillige mennesker" har modtaget lægehjælp efter at være ramt af "forskellige genstande og tåregas".

1500-2000 migranter menes at have nået grænsen til Mexico i weekenden.

Det er den anden karavane af migranter, der når den mexicanske grænse, siden de forlod voldsplagede Honduras den 17. oktober.

Flere har søgt asyl i Mexico, men langt størstedelen er rejst videre mod USA.

Den mexicanske regering er splittet mellem at stoppe og hjælpe migranterne med kurs mod USA.

USA's præsident, Donald Trump, har på det kraftigste opfordret Mexico til at stoppe migranterne, før de når frem til den amerikanske grænse.

Fredag tilbød den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, migranterne midlertidige arbejdstilladelser, hvis de søger asyl i Mexico.

Og lørdag blokerede flere end 100 føderale urobetjente en motorvej i et forsøg på at stoppe karavanen og opfordre migranterne til at søge asyl i Mexico.

Efterfølgende lod politiet dog karavanen fortsætte alligevel. Og for første gang blev mexicanske embedsmænd set hjælpe migranterne videre på deres færd ved at tilbyde dem lift.

Det skete især efter pres fra menneskerettighedsorganisationer, der har påpeget, at motorvejen ligger i et landligt område uden skygge, vand eller toiletfaciliteter.

111 migranter har indtil videre takket ja til tilbuddet om asyl og midlertidig arbejdstilladelse, oplyste Mexicos indenrigsminister søndag. Blandt dem er hovedsageligt kvinder, børn og ældre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.