Maltas hær overmander tankskib kapret af migranter

Migranter ville tilsyneladende tvinge tankskib til at sejle til Europa. Det skulle have været til Libyen.

Det kaprede tyrkiske tankskib "El Hiblu 1" sejler ind i havnen i Valetta i Malta efter at være overmandet af maltesiske styrker. Om bord er 108 migranter.

Det kaprede tyrkiske tankskib "El Hiblu 1" sejler ind i havnen i Valetta i Malta efter at være overmandet af maltesiske styrker. Om bord er 108 migranter.

VALLETTA:Et tankskib, som blev kapret af nødstedte migranter, er mandag ankommet til havnene i Maltas hovedstad, Valetta, oplyser AFP.

Skibet blev tidligere på morgenen på åbent hav overmandet af maltesiske specialstyrker og eskorteret mod Malta.

Der var 108 migranter om bord på skibet. Blandt dem kvinder og børn.

De er blevet overgivet til politiet.

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, betegner det, som er sket ude på havet, som en "pirateri".

Kontrollen over det tyrkisk ejede tankskib er givet tilbage til kaptajnen.

Tankskibet var på vej fra Tyrkiet til Libyen, da besætningen reddede en større gruppe migranter i nød på Middelhavet.

Men ifølge Malta og Italien overtog migranterne kontrollen med skibet, da det gik op for dem, at skibet ikke var på vej til Europa, men til Libyen.

De tvang herefter mandskabet til at sejle nordpå mod Europa.

Fragtskibet var på vej fra Tyrkiet til Libyen, da skibets besætning onsdag aften samlede migranterne op ud for Libyens kyst.

Ifølge Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, er der tale om det tyrkiske tankskib "El Hiblu 1".

Salvini kalder hændelsen "det første tilfælde af pirateri til søs begået af migranter".

Migranterne havde tvunget mandskabet til at føre skibet i retning mod Malta og den italienske ø Lampedusa.

Både den italienske og den maltesiske regering afviste at lade fragtskibet få adgang til deres territoriale farvand.

Indenrigsminister Salvini havde en klar meddelelse til migranterne: "Glem alt om at komme til Italien". Det skrev det italienske nyhedsbureau Ansa.

Migrationen mod Europa er faldet drastisk siden 2015, hvor der ankom en million flygtninge og migranter fra Mellemøsten, Asien og Afrika.

Det skabte dengang en humanitær krise, hvor mange migranter forulykkede og druknede i Middelhavet.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.