KLOTEN: AaB's Bo Nordby Andersen fløj i aftes hjem fra Schweiz efter fra tilskuerpladsen at have overværet den danske nedtur mod Norge i den første OL-kvalifikation.
Efter samråd med ishockeylandsholdets læge og landstræner Mikael Lundström måtte den arbejdssomme aalborgenser erkende, at han ikke var i stand til at blive spilleklar i den korte turnering på grund af den flænge i ansigtet, han pådrog sig i mandagens testkamp i Østrig.
- Jeg holder træningsfri hjemme i Aalborg i weekenden, og så regner jeg ellers med, at hævelsen i ansigtet har fortaget sig så meget på mandag, at jeg kan træne med i AaB, sagde Bo Nordby inden han fløj hjem i aftes.
At slideren fra Aalborg er utroligt værdsat af sine medspillere, vidner denne kommetar fra FIK's og landsholdets Mike Grey om:
- Det er synd for Bo, at han misser tre spændende OL-kvalifikationskampe på grund af et åndsvagt uheld, og det er ærgerligt for hele holdet, at han ikke er med på isen.
- Han er guld værd for landsholdet, og vi savnede ham stærkt mod Norge.
jop