Mikkel bedst på skuffende aften

Danmark blev analyseret, læst og besejret af Sverige

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Det var et dansk landshold helt uden genkendelighed, som stillede til start i EM-semifinalen mod vores naboer.

At svenskerne var taktisk velforberedt på de danske styrker og ikke mindst svage punkter, kan ikke være kommet som en overraskelse for nogle med håndboldkyndig forstand. I tillæg var det alarmerende så sløjt tændingsniveauet og paratheden var hos alt for mange af de danske spillere.

Det betød at Danmark i de første 20 minutter blev spillet baglæns ud af Arena Zagreb og at Nicolaj Jacobsen måtte bladre hurtigere end ønsket igennem strategierne i den lille lommebog. Men med skiftet til 5:1 forsvaret og Jannick Green på mål, fik Danmark langsomt men sikkert arbejdet sig tilbage inden pausen.

Analyseret ud af arenaen

Forløbet var desværre lidt det samme efter pausen. Et svensk hold, som havde fat i den taktiske dirigentstok og med danskerne som tøvende og lidt på bagkant - så det svært ud. Men med 14 minutter igen og med fire danske forsvarsparader på lige så mange svenske forsøg, blev der sat en lille prop i defensiven og afstanden til den svenske føring lukket, om end vi skulle helt ud på stolekanten med EM’s længste studsaflevering fra Mikkel Hansen til Lasse Svan, som sendte kampen i forlænget spilletid.

Men den gik ikke. Danmark var analyseret og læst. Sverige holdt hoveder kolde og den sidste skarphed manglede på de danske afslutninger specielt i den forlængede spilletid. Det bliver til bronzekamp mod Frankrig på søndag i Zagreb.

Danmarks bedste: Mikkel Hansen - 5

Fremragende indsats fra Danmarks stjernespiller i angrebsspillet. Han har ikke været så synlig igennem denne EM turnering som ved tidligere slutrunder, men i dag var han her, der og alle vegne.

I rollen som fast straffeskytte og som langskytte, men allervigtigst som kreatør af vanvittige afleveringer. På forsvarsspillet var han dog overraskende udfordret på duel spillet.

Rasmus Lauge - 5

Han var afgørende for, at Danmark overhoved kom tilbage i en kamp, som vi var spillet ud af i begyndelsen. Men da først Rasmus Lauge tog ansvar, gjorde det en reel forskel på spillet. Hans offensive kvaliteter taler for sig selv, og han er sammen med Mikkel Hansen det farligste angrebskort, Danmark har haft ved denne slutrunde.

Desværre er der også udfordringer omkring hans defensive opgaver og med adgang til den svenske timeout, så tydeliggjorde det også, at fokus er rykket mod netop Rasmus Lauges position i forsvaret

Lasse Svan - 5

Det blev til et par afbrændere, men også en masse eksempler på flotte og sikre scoringer. Og da Danmark havde allermest brug for Flensborg-fløjen, forvandlede han Mikkel Hansens 25 meters studsaflevering til mål og dermed forlænget spilletid.

Dagens skuffelse

Der er for mange, som ikke formår at byde ind i så vigtig en kamp. Jeg nævner blot et par stykker uden at kategorisere dem i rækkefølge. Peter Balling fik omsat en enkelt aktion til en angrebsfejl. Magnus Landin med 0 i udnyttelsesprocent på sine 4 muligheder og Michael Damgaard uden den nødvendige aggressivitet og farlighed.

Landstræner Nicolaj Jacobsen - 4

Spændingsniveauet bliver et tema, når Nikolaj Jacobsen og hans stab skal evaluere EM om noget tid. Endvidere skal der findes en måde at bringe kontraspillet ind i konceptet igen. Det har flydt og være udnyttet alt for lidt.

Nikolaj kæmpede som sine spillere en hård kamp i dag, men fik aldrig rigtig overtaget i kampen - hverken taktisk eller på hastigheden. Mod slutningen blev der måske lidt for meget banegårdsstemning omkring udskiftningsbænken.

Karakterskalaen

0 = tag dig sammen

1 = dårlig

2 = under middel

3 = middel

4 = over middel

5 = glimrende

6 = verdensklasse

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.