Mikkel Hansen er verdens næstbedste

Den danske landsholdsstjerne blev nummer to i afstemningen på IHF’s hjemmeside

Mikkel Hansen (tv.) hører stadigvæk til den absolutte verdenstop. Arkivfoto: KARIM JAAFAR/Scanpix
Sport 25. februar 2015 17:46

KØBENHAVN: Mikkel Hansen kan kalde sig verdens næstbedste håndboldspiller i 2014.

Den danske stjernespiller fra Paris Saint-Germain blev nummer to efter en afstemning på det internationale håndboldforbunds (IHF) hjemmeside.

Afstemningen løb fra den 13. til den 20. februar. Vinder blev ikke overraskende franskmanden Nikola Karabatic.

Målmand nummer tre

FC Barcelona-spilleren, der i sidste måned var med til at vinde VM, fik 33,7 procent af stemmerne.

Mikkel Hansen fik 21 procent, mens danskerens klubkammerat, den franske målmand Thierry Omeyer, blev nummer tre med 19,5 procent af stemmerne.

Det er anden gang, at Nikola Karabatic bliver kåret som verdens bedste.

Rigeligt med titler

Det skete også i 2007, mens Mikkel Hansen snuppede hæderen i 2011.

Nikola Karabatic er sammen med det franske landshold både regerende verdensmester, olympisk mester og europamester.

Hos kvinderne vandt brasilianeren Eduarda Amorin.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...