Mikkel Hansen fik vasket OL-plet af

Mikkel Hansen er meget tilfreds efter sin debut for Paris Handball, der sejrede sikkert over Cesson-Rennes.

Mikkel Hansen fik vasket OL-plet af

Håndboldspilleren Mikkel Hansen er meget glad efter debutkampen for Paris Handball fredag aften.

Den danske stjernespiller scorede fem gange, da klubben på hjemmebane vandt 34-23 over Cesson-Rennes i den franske liga.

- Det her har jeg drømt om, siden vi røg ud af OL til Sverige i kvartfinalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Der var noget, der skulle vaskes af, og det er i hvert fald startet godt med denne åbningskamp, siger Mikkel Hansen til Ekstra Bladets hjemmeside.

Det storsatsende Paris Handball-hold, der har hentet mange stjerner til klubben, fungerede ikke optimalt, men det skyldes også, at spillerne ikke kender hinanden endnu, påpeger Mikkel Hansen.

- Vi er 10 nye spillere i truppen, og det tager altså sin tid. Vi mødte Rennes i en testkamp, hvor vi var nede med fem mål og havde det uhyrlig svært, inden vi alligevel vandt, så vi vidste godt, det ville blive svært.

- Vi spillede fornuftigt, selv om vi ikke er i nærheden af at kende hinanden ordentligt endnu, men det kommer. Det var en fin aften. Vi vinder med 11 mål, og alt er godt, siger danskeren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst