Aalborg Håndbold

Mikkel Hansen om comeback: Motivationen var ekstra stor

Mikkel Hansen blev topscorer for PSG i storsejren over Aalborg

Mikkel Hansen kunne igen svinge skudarmen i en håndboldkamp, da han efter sin skade gjorde comeback for Paris Saint-Germain lørdag mod Aalborg i Champions League.

Mikkel Hansen kunne igen svinge skudarmen i en håndboldkamp, da han efter sin skade gjorde comeback for Paris Saint-Germain lørdag mod Aalborg i Champions League.

PARIS:Mikkel Hansen var tilbage på håndboldbanen lørdag, da han sammen med Paris Saint-Germain kørte Aalborg Håndbold helt over i Champions League.

Dermed fik den danske verdensstjerne kamptræning for første gang i næsten to måneder, og Mikkel Hansen scorede seks gange i 37-24-sejren.

- Det er klart, at der var en ekstra stor motivation. Det er jo lang tid siden, og vi mødte et dansk hold, der indtil nu havde spillet rigtig fint. Vi havde et par spillere tilbage fra skader, og det kunne man godt se. Vi viste, at vi var væsentligt bedre end Aalborg, siger Mikkel Hansen.

Han pådrog sig en hjernerystelse i september og har ikke spillet håndbold siden 11. september, og det har ikke været sjovt at sidde ude så længe.

- Jeg tror, at alle kan relatere til, at det giver stor glæde at være tilbage på sin arbejdsplads og lave det, man elsker. Så det betød meget for mig. Det var dejligt at være tilbage i sin hverdag igen.

- Jeg har kæmpet med noget hjernerystelse, og det er selvfølgelig tungt at arbejde med, men heldigvis har jeg haft det før. Jeg har kunnet bruge min erfaring fra dengang, i forhold til hvor meget man kan presse det, siger den danske profil.

Mikkel Hansen har dog ikke følt noget pres i forhold til at forcere sit comeback, og han har det godt nu.

- Klubben har været god til at give mig den ro, jeg har haft brug for, men også ved at presse mig, når jeg skulle presses, og ved at lægge et fint træningsprogram. Der er hele tiden lagt mere og mere på, men jeg er ikke blevet hastet i gang. Så det ser rigtig fornuftigt ud.

- Jeg har kunnet træne fysisk i forholdsvis lang tid, men én ting er at træne fysisk for sig selv. Noget andet er at få den kontakt, der er i en fysisk sport som håndbold, og det skal man være klar til, siger Mikkel Hansen.

Det store spørgsmål for mange danske håndboldfans med EM i januar i baghovedet er naturligvis, hvornår Mikkel Hansen rammer topformen.

Landsholdkollega Henrik Møllgaard giver sit bud.

- Mikkel er et stykke fra topniveauet, men de spidskompetencer, han har, bliver sjældent rustne.

- Han mangler selvfølgelig noget og mangler at få nogle kampe i benene, men han er så dygtig, og han arbejder hårdt for at ramme den top igen.

- Lur mig, om han ikke er, hvor han skal være, om et par måneder, siger Møllgaard.

Mikkel Hansen er også optimist.

- Jeg tror ikke, man skal være så nervøs, siger landsholdsstjernen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst