Mikkelsen: Vi er et godt hold

Hobro IK har gang i et godt forår

Søren Olsson
Martin Mikkelsen mener, at holdet ser rigtig godt spillende ud. Foto: Andreas Falck
3. april 2017 10:58

HOBRO: Selvom det ikke blev til en sejr i søndagens kamp imod HB Køge, så var der alligevel rimelig tilfredshed med tingene hos NordicBet-Ligaen.

Holdet trækker nemlig stadig lidt fra de nærmeste konkurrenter, Skive, der tabte torsdagens kamp imod Roskilde.

Men mod HB Køge kunne holdet ikke nedbryde gæsternes betondefensiv.

- Egentlig synes jeg ikke, at der mangler noget i offensiven. Vi har tilløb til rigtig meget, men vi mangler bare at få den ind over stregen. I sidste uge var vores angribere fantastiske. Her arbejder de også rigtig godt, men afslutningerne vil ikke helt, og sådan kan det gå. Men som hold synes jeg, at vi er rigtig gode, siger kantspilleren Martin Mikkelsen.

Hobro-spillerne kan til gengæld glæde sig over, at de ser ud til at have et fysisk overtag mod samtlige modstandere i rækken. Ganske som det har været billedet i de seneste kampe, så fik hjemmeholdet for alvor spilovertag, da den første time var rundet.

- På den måde synes jeg, at kampen minder rigtig meget om den, vi havde imod Fremad Amager for en uge siden. Dengang fik vi vel den første scoring efter cirka en times spil, og det var også der, hvor vi for alvor kunne begynde at lægge pres på i dag. Jeg synes også, at vi generelt er begyndt have mere boldbesiddelse, end vi har haft tidligere, og det gør selvfølgelig også, at vi ikke skal løbe så meget og på den måde kan spare flere kræfter til anden halvleg, siger Martin Mikkelsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...