Mikroovnens fæle hævn

"The Darkest Hour"

Flotte billeder er det bedste kort filmen "The Darkest Hour" kan trække, for handlingen om rumvæsener, der kommer til jorden som ildkugler, der rister alt levende, er altså temmelig kedsommelig.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er nogle bolde, der nærmest er pinlige at sparke til, fordi det er for oplagt. Ikke desto mindre må mit venstre ben ramme den russisk-amerikanske horror, action og sci-fi films titel "The Darkest Hour", fordi den i den grad tigger om det. Selv om filmen kun varer halvanden time, så føltes den uendelig lang og uden det mindste lys forude og med følgende håbløse plot: Fire unge amerikaner, Sean (Emile Hirsch), Ben (Max Minghella), Anne (Rachael Taylor) og Natalie (Olivia Thirlby) kommer til Moskva, mødes på diskotek den aften, hvor Moskva og resten af kloden invaderes af rumvæsner, der opfører sig som mikroovne, som griller alt levende til støvatomer for at stjæle jordens mineraler. Som sande helte af Vesten begiver de fire amerikaner og en skurk ved navn Skyler (Joel Kinnaman) sig af sted for at finde overlevende og en måde at slippe væk på. På deres færd møder de nogle russere, der godt nok er fine folk, men også fremstår enten småskøre eller småtbegavet med deres karikerede russisk-amerikanske accent og nationaltossede forhold til et Moskva, der er ved at synke i grus. Og jeg kan altså godt lide rumvæsenfilm! Særligt de gamle Alien-film, hvor en del af uhyggen var den lange venten og søgen efter snotvæsnerne i alle rumfartøjets kringelkroge. I "The Darkest Hour" er væsenerne knitrende kugler uden personlighed og snert af den ondskabsfulde menneskelighed som væsenerne har i "Alien". Der er i "The Darkest Hour" gjort forsøg på at skildre den klassiske udvikling fra umoden og til voksen, hvor man tager kampen mod problemerne op i stedet for at flygte fra dem, ligesom filmen også forsøger et eksistentielt greb om tingene, når personerne tager et kort øjebliks tanke over, at deres bedste ven lige er død, og det samme nok også gør sig gældende for deres familie. Et sted i USA skal en film som "The Darkest Hour" absolut have den dimension med, så må den også have mod til at holde alvoren lidt og ikke lade personerne fnise inde for samme klip. Det virker ærlig talt mere kynisk, end hvis den slags slet ikke var med. Handlingsmæssigt er "The Darkest Hour" temmelig håbløs, men på billedsiden derimod ganske talentfuld, og det sidste af en særlig grund. Det er nemlig Chris Gorak, der er instruktøren bag "The Darkest Hour". Tidligere arbejdede han som art director for nogle af de største instruktører, og stod dermed for det visuelle udtryk på en række flotte film som blandt andet "Fight Club" og "Minority Report". At Chris Gorak kan tænke i billeder skinner tydeligt igennem på "The Darkest Hour", hvor billederne er en æstetisk nydelse af Moskvas pompøse og melankolske arkitektur udsat for flynedslag, bombekrater og påsejlinger af russiske flådeskibe. Men selv smukke billeder af destruktion, computereffekter og 3D briller på snudeskaftet kan altså ikke skjule den ringe fortælling. Måske, Chris Gorak, hvis han altså læste NORDJYSKE, ville forsvare sig med, at hans film kun har kostet 30 millioner dollars, og dermed en lavbudgetfilm, hvis man sammenligner med mange andre actionfilms budgetter. Fair nok at man altså ikke kan sammenligne med de største, hvor der er råd til både gode skuespil, billeder og manuskript. Men det er nu min mening, at jeg hellere vil have færre effekter og mere historie for pengene end omvendt, men jeg er jo heller ikke art director. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "The Darkest Hour" Instruktør: Chris Gorak Spilletid: 1 time og 29 minutter Premiere: 12. januar, 2012, Bio City Aalborg