Milan sikrer sig Real Madrid-keeper

Spanske Diego Lopez skifter fra Real Madrid til AC Milan, bekræfter italienernes træner, Filippo Inzaghi.

AC Milan har sikret sig forstærkning på målmandsfronten forud for den kommende sæson.

Efter flere ugers spekulationer bekræfter Milans træner, Filippo Inzaghi, lørdag, at spanske Diego Lopez skifter til Milano-klubben fra Real Madrid.

- Diego Lopez er meget vigtig. Han er en rutineret målmand, og han vil forstærke vores trup, siger Filippo Inzaghi til Milans hjemmeside.

Milan-træneren fortæller ikke yderligere detaljer om skiftet, men flere italienske medier skriver, at Lopez har underskrevet en fireårig aftale.

32-årige Lopez kom i overskud i Real Madrid, som denne sommer har hentet Costa Rica-målmanden Keylor Navas fra Levante. Navas og Iker Casillas skal nu slås om målmandsposten i Real Madrid.

Lopez har siden januar sidste år ellers været førstevalget i Real Madrid. I sidste sæson vogtede han målet i Primera Division, mens landsmanden Casillas - der er et ikon i klubben og Spaniens førstevalg - var henvist til kampene i pokalturneringen og Champions League.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.