Milano og operaen

Søndag begynder billetsalget til operabesøget, der vil vende op og ned på Aalborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborghallens direktør Ernst Trillingsgaard reklamerer for operabesøget - og viser også rundt i virtuel udgave på net-magasinet om operabesøget.

Aalborg Kongres & Kultur Center åbner i morgen, søndag, for billetsalget til oktobers operabegivenhed i Aalborg og Danmark, den verdensberømte Milano-operas to gæstespil i Aalborghallen. Billetsalget til "En skærsommernatsdrøm" 18., 19. og 20. oktober og "Viva La Mama– Le convenienze ed inconvenienze teatrali", der opføres den 22., 23. og 24. oktober. Samtidig åbner AKKC et nyt online 20-siders online magasin om La Scala besøget i Aalborg med videoklip og lyd fra forestillingerne, hvor man også kan komme med bag kulissen med direktør Ernst Trillingsgaard og høre om baggrunden for La Scalas beslutning om at tage turen nordpå. Online magasinet distribueres både internationalt og nationalt, bl.a. via Facebook, turistorganisationer, nyhedsbreve og Billetnet. Onlinemagasinet kan ses på www.lascalaiaalborg.dk/e-magasin. Det bliver en milanesisk uge i Aalborg til oktober. Hele byen er med på fejringen af det sjældne besøg, så både flagalléer og plakatsøjler vil blive prydet i de grøn-hvid-røde farver. Selv Cimbrertyren kan formentlig godt begynde at forberede sig på et nyt farvemæssigt overgreb. Milano er opera. For den rigtige milaneser er liricaen, operamusikken, en livseliksir. Teatro alla Scala, oftest kun La Scala, blev bygget i 1778, og det fik sit navn efter den kirke, der tidligere havde ligget på stedet: Santa Maria delle Scala. Musiktemplet blev indviet med ”L"Europa ricosciuta” af Antonio Salieri – De husker ham som den misundelige hofkomponist i Milos Formans Mozart-film ”Amadeus”. I 1943 blev operaen bombet sønder og sammen, men den blev straks efter afslutningen af verdenskrigen genopført, for enhver milaneser anså det for en bydende nødvendighed, at byens symbol som Italiens fornemste repræsentant for musik og kultur hurtigst muligt måtte genopstå af ruinerne, og 11. maj 1946 dirigerede tidens mest fremtrædende dirigent, italieneren Arturo Toscanini, den festkoncert, der markerede genåbningen af operaen. Han var i 1929 under fascismen emigreret til USA, fordi han nægtede at dirigere fascisthymnen før operaopførelserne på La Scala, La Scala er knudepunkt Der findes en optagelse af åbningskoncerten. På det sted, hvor koret synger linierne ”Patria si bella e perduta” (det smukke og tabte fædreland), forstår man, hvad Italien, La Scala og Toscanini i dette øjeblik betød. I foyeren med de mange spejle står da også en statue af den iltre dirigent side om side med de store italienske operakomponister Donizetti, Rossini, Verdi og Puccini. La Scala er imidlertid ikke bare det italienske knudepunkt for operaen. Den er også centrum for balletten og den skole, der hører til den, samt for det italienske operaakademi. De elever, der optages her, regnes for Italiens ypperste, og for de sangere, der er udgået med diplom fra operaakademiet, ligger verdens store operascener åbne. Og nu kommer La Scala så til Aalborg Kongres & Kultur Center med den italienske komponist Gaetano Donizettis skælmske opera ”Le convenienze ed inconvenience teatrali” (Dyd og usømmelighed på teatret). Det er en af historiens vittigste operaer, der tager svaghederne i den udøvende opera under kærlig behandling. Den skildrer en prøve, der ender i kaos på grund af iscenesætteren, spillet af en bas/baryton i kvindeklæder. Hun vil nemlig have sin datter til at synge primadonnapartiet. Men alt ender naturligvis i fryd og gammen. Det ligner en dansk urpremiere - det har i hvert fald ikke været muligt at finde frem til, om operaen skulle have været opført her i landet før. Milano er en by, der er mange grund til at besøge. Italiens rigeste by med et indbyggertal på godt 1,2 millioner, landets økonomiske centrum med en levestandard, der er blandt de højeste i Europa, dygtige handelsfolk, initiativrige igangsættere og kreative arbejdere. Det er da også her, at den italienske børs har sit sæde. Lidt hånligt og meget selvbevidst siger man i Milano, at i Rom sover bureaukraterne, mens politikerne snakker. Italiens rigeste mand, den 25. rigeste i verden, ministerpræsident Silvio Berlusconi er født i Milano i 1936, og det var her, han dannede sit eget parti, det liberalt-konservative ”Forza Italia”, dvs. ”Fremad, Italien”, i december 1993. Milano er på vej til at blive et europæisk mode- og designcentrum med store messer i marts og oktober, og en slentretur ind gennem triumfbuen til det pragtfulde Galleria Vittorio Emanuele II, som forbinder pladsen foran domkirken med pladsen foran La Scala, vil overbevise enhver. Vil man have en ægte ”Borsalino”, er den rigtige hatteforretning her. Her er også pragtfulde gulvmosaikker under den åbne ottekantede plads midt i passagen med byvåben fra Milano, Rom, Firenze og Torino. Torinos byvåben må imidlertid jævnligt restaureres, for både milaneseren og alverdens turister tror på, at to drejninger med hælen på tyrens attributter bringer lykke. Og de mange boghandler fortæller, at Milano er Italiens største forlagsby. 3000 facadefigurer Lige foran triumfbuen ligger den enorme, sengotiske domkirke med de utallige figurer, over 3000 påstår man er der på facaden, som næsten altid er mere eller mindre tilhyllet, for man restaurerer og stadig bygger på kirken. Intet under, at milaneseren mener, at noget, der ingen ende vil tage, varer lige så længe som bygningen af domkirken. Man begyndte såmænd i 1386! Langt mere beskeden er en lille gotisk kirke, Santa Maria delle Grazie, der avancerede i kraft af sin 16-hjørnede kuppel og en prægtig portal til en af Milanos vigtigste renæssancebygninger. Den tilhører dominikanerklosteret, og her i munkenes spisesal malede Leonardo da Vinci i årene 1494 til 1497 sit berømte vægmaleri ”Den sidste Nadver”, en inspirerende kilde for sultne tiggermunke. Maleriet blev ved et under skånet under et bombeangreb den 18. august 1943: klosteret blev ødelagt, men væggen med maleriet blev stående. Maleriet har altid været et trækplaster for kunstkendere, men med Dan Browns succesroman ”Da Vinci-mysteriet” blev det et tilløbsstykke: man bør bestille tid for at komme ind for at se det, og man får et lille kvarter i refektoriet – så bliver man jaget ud af en effektiv opsynsmand. Næste gruppe skal til. Milano er i det hele taget omdrejningspunkt i den italienske historie. I 1919 dannes den fascistiske bevægelse ”I Fasci di Combatti” ved et møde i Milano med Benito Mussolini som initiativtager, og fascismens sidste akt udspilles også i byen, hvor den hængte Mussolinis og hans elskerindes lig blev udstillet, hængende med hovedet nedad i Piazzale Loreto den 26. april l945.