Børnepasning

Milepæl for 10 år

Børnehave fik totempæl og kage

BÆLUM:I går kunne Bondegårdsbørnehaven i Bælum fejre sine 10 første år med maner, og blev der ikke ligefrem sat en milepæl, så fik børnene i hvert fald en stor totempæl til legepladsen i dagens anledning. Skovhugger Preben Palsgaard har skåret pælen og den kano, der tilsammen udgjorde forældrebestyrelsens fødselsdagsgave til børnehaven. - Og I må meget gerne begynde at bruge dem med det samme, opfordrede bestyrelsesformand Kjejd Møller Eriksen helt overflødigt. For kanoen blev befolket med det samme, den var pakket ud. Det var straks værre med totempælen. - Hvordan kommer man egentlig derop, drøftede en flok drenge med hænderne i siden og gjorde et par klatreforsøg. Forehavendet blev dog midlertidigt indstillet, da der kort efter blev budt på kagemand - naturligvis af form som en trelænget bondegård - og underholdning ved Gokkekompagniet. Forinden var Bondegårdsbørnehaven blevet ønsket behørigt og officielt til lykke af Leon Sebbelin, radikal formand for kommunens børn, skole og kulturudvalg, men desuden også far til flere af børnehavens tidligere børn. Han kunne fortælle, at det daværende byråd var bange for, at byen ikke havde børn nok til at fylde de 30 pladser. Den frygt er siden gjort alvorligt til skamme, for børnehaven er blevet udvidet adskillige gange og rummer nu op til 83 børn. Leon Sebbelin roste også børnehavens personale for at have bevaret nærheden trods vokseværket: - Man oplever den ikke som en stor institution. Og så er det et sted, hvor børnene i høj grad får lov selv at forme deres leg. Det har vi også kunnet måle derhjemme på mængden af mudder, der er blevet slæbt hjem sammen med flyverdragterne. Der kom også en varm fødselsdagshilsen fra N.J. Skytte Lauridsen, en af de byrådspolitikere, "nu først og fremmest bedstefar", der i sin tid var med til at etablere børnehaven: - Hvis man ikke skulle have en bondegårdsbørnehave herude på landet, hvor der er godt at bo, hvor så? Tre af børnehavens ansatte blev også gratuleret med deres 10 års jubilæum i går: Leder Britt Pedersen, pædagog Lene Hansen og pædagogmedhjælper Apollonie Bille.