Milepæl i kulturhistorien

Lørdag 28. februar 2009 døde Peter Rindal. Hermed gik en af det 20. århundredes mest bemærkelsesværdige skikkelser bort.

I midten af 1960'erne forsøgte han at sætte en stopper for de intellektuelles kulturimperialisme. Statens Kunstfond delte penge ud til kunst og kultur, der fortrinsvis var til glæde for overklassen. Samtidig fik arbejderne besked på at holde igen med lønkravene. Navnlig vakte de livsvarige hædersgaver til velhavende kunstnere forargelse. Vi, der skaber samfundets materielle værdier, vil hverken finde os i kulturpavernes offentlige pengeforbrug eller deres forhånelser. Denne holdning udgjorde essensen i Rindals og hans tilhængeres oprør. Den kulturelle avantgarde lod offentligheden vide, at den gode smag er dannede menneskers smag. Og det var kunstfondens opgave at formidle kunstkendernes fornemmelser for kvalitet. Kunst højner det kulturelle niveau i samfundet. God kunst udgør et skjold mod det lave. Belæringer i den retning skabte vrede i befolkningen. Kunstsnobberiet var rindalisterne en kilde til irritation. De betragtede den moderne kunst som værdiløs. Malernes abstrakte krimskrams var intet mindre end en fornærmelse mod den sunde fornuft. Den kunstneriske mode lod sig sammenligne med naragtigheden i H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder". Trækdyrene på landets arbejdspladser ville ikke gøres til grin for deres egne penge. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at Peter Rindal ikke på noget tidspunkt krævede kulturlivet censureret. Den abstrakte kunst skal ikke forbydes eller hæmmes på nogen måde, men blot underkastes almindelige markedsvilkår. En statsstøttet kunstner er en nasseprins. Stormen mod kulturpolitikken kan på afstand forekomme temmelig bagatelagtigt. Set i en større sammenhæng talte den som en detalje. Dels udgjorde kunststøtten et relativt beskedent beløb, og dels fik intellektualisterne hurtigt opstanden under kontrol. Desuden var protesterne særdeles fredelige. Vold eller trusler herom blev ikke taget i anvendelse. Endelig kan det nævnes, at protesterne ikke fik nævneværdige konsekvenser for den førte kulturpolitik. Kulturministeriet trådte en smule på bremsen; men kunstfonden fortsatte med at dele skattepenge ud til kunstprojekter og velaflagte kunstnere. Ikke desto mindre udgør rindalismen en milepæl i historien. I et glimt så man omridset af en ny social konflikt. Den produktive befolkning gjorde udfald mod en hidtil fredet modstander. Rindalismen bebudede en fremtidig konfrontation af større omfang. Kampen mod kapitalismen var slut. Nu måtte produktionsarbejderne og de næringsdrivende rette opmærksomheden mod den intellektuelle klasse. Forandringerne i den sociale struktur var observeret. En ny politisk tænkning meldte sin ankomst. Intellektualisterne så straks strømpilen i folkeopstanden mod kulturpolitikken. Der var risiko for, at rindalismen udviklede sig til andet og mere end blot en protest mod nogle millioner til kunstfonden. Den intellektuelle klasse indledte omgående en modoffensiv. De elektroniske medier, skoler og læreanstalter begyndte at bearbejde, belære, nedgøre og udskælde modstanderne af den førte kulturpolitik. Kulturfascisme var eksempelvis et af skældsordene mod oprørerne. Kultureliten anså naturligvis kunstfonden for at være en vigtig og nødvendig nydannelse i landets kulturliv. I kulturelle anliggender skulle flertallets vilje ikke følges. Smagsdommerne opfordrede derfor politikerne til at sætte sig op mod folkestemningen. I kunstneriske spørgsmål måtte en vidende fortrop tage affære. En elite skulle altså gå i spidsen for folket, selv om dette folk modsatte sig avantgardens førerskab. De intellektuelle må påtage sig opgaven som folkets vejledere. Reaktionen vandt; men rindalismens spor er ikke slettet. Peter Rindals historiske betydning er undervurderet, om end han i sin levetid altid var nærværende i den kulturpolitiske debat.