Militærchef og prinsesse skal dyste i thailandsk valgkamp

Thailands 67-årige prinsesse og lederen af landets militærjunta er begge kandidater til premierministerposten.

Ritzau
Det thailandske parti Thai Raksa Chart nominerer 67-årig thailandsk prinsesse til posten som premierminister. Her ses partiets leder, Preechapol Pongpanich, der viser et billede af prinsesse Ubolratana Rajakanya Sirivadhana Barnavadi.
Valg og folkeafstemninger 8. februar 2019 04:45

BANGKOK: Den thailandske konges søster og lederen af den thailandske militærjunta stiller begge op til posten som premierminister i Thailand.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De stiller således op til valget den 24. marts, der er det første valg i landet, siden et kup i 2014 afsatte den demokratisk valgte regering.

Kuppet blev anført af militærjuntaens leder, Prayut Chan-o-cha, der efterfølgende udnævnte sig selv som landets premierminister.

I den kommende valgkamp skal han dyste mod den 67-årige prinsesse, Ubolratana Rajakanya Sirivadhana Barnavadi.

Hun er fredag blevet udpeget som spidskandidat for partiet Thai Raska Chart, der er loyalt over for den tidligere afsatte premierminister Thaksin Shinawatra.

Partiet kalder i nomineringen prinsessen for en "veluddannet og dygtig person", der vil egne sig godt til rollen som premierminister. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med nomineringen bryder hun med en mangeårig tradition om, at medlemmer af den royale familie skal holde sig ude af politik.

Prinsessen mistede officielt sin royale titel, da hun i 1972 blev gift med en amerikansk statsborger. I slutningen af 1990'erne vendte hun tilbage til Thailand efter en skilsmisse.

Selv om hun aldrig formelt har fået sin titel tilbage, bliver hun anset som royal i det thailandske samfund.

Juntalederen, Prayut Chan-o-cha, stiller op for partiet Phalang Pracharat, der sympatiserer med landets militær.

Ifølge AFP annoncerer han sit kandidatur på et tidspunkt, hvor militæret ser ud til at bevare sin indflydelse på landets politik, selv om der holdes valg i landet.

Ifølge kritikere af militærjuntaen betyder en ny forfatning i Thailand, som den thailandske konge, Maha Vajiralongkorn, har underskrevet, at landets generaler er sikret magt over thailandsk politik mange år frem.

Thailands valgkommission skal fredag den 15. februar godkende de nominerede kandidater til posten som premierminister, før de officielt kan stille op.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...