Militærstyre halverer fængselsstraf til Suu Kyi
Mens international kritik regner ned over Myanmars militærstyre, nedsætter den øverste general Suu Kyis straf.

FILES-MYANMAR-MILITARY-POLITICS Str/Ritzau Scanpix
Myanmars afsatte civile leder, Aung San Suu Kyi, får nedsat en dom, som en militærdomstol afsagde over hende tidligere mandag, fra fire til to år.
Lederen af landets militærstyre, general Min Aung Hlaing, benåder hende delvist.
Det rapporterer statsligt tv i Myanmar.
Den 76-årige Suu Kyi blev tidligere mandag idømt fire års fængsel i en retssag bag lukkede døre.
Hun blev idømt to års fængsel for at opildne til oprør mod militæret og yderligere to år for at bryde landets coronaregler. Men nu har militærstyret altså halveret straffen.
Også den afsatte præsident Win Myint er blevet idømt fængsel mandag. Han skal afsone fire år, meddeler statsligt tv. Det er ikke umiddelbart klart, om den 70-årige præsident også får nedsat sin straf.
Begge de to civile ledere vil få lov at afsone på det sted, hvor de nu opholder sig, lyder det videre. Det tyder på, at de ikke vil blive sendt i fængsel.
Det er ikke oplyst, hvor præsidenten og Suu Kyi befinder sig. Men de menes at være i husarrest i regeringshovedstaden, Naypyidaw.
Suu Kyi er også anklaget i flere andre sager, der kan lægge årtier mere oven i hendes nu to år lange fængselsstraf.
Tidligere har hun siddet i alt 15 år i husarrest for sin modstand mod det tidligere militærstyre.
Mandag regner fordømmelserne ned over militærstyret i Myanmar.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, betegner dommen mod Suu Kyi som "yderligere angreb mod demokrati og retfærdighed" i landet.
Formanden for den norske Nobelkomité, Berit Reiss-Andersen, kritiserer retssagen mod Suu Kyi som værende "af lav troværdighed" og udtrykker "bekymring" for den afsatte leder.
Suu Kyi modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.