Udland

Militant gruppe melder sig på Mursi-støtternes side

Militante islamister kalder Mursis afsættelse for en krigserklæring mod islam.

Militant gruppe melder sig på Mursi-støtternes side

Den radikale og militante islamistiske gruppe Ansar al-Shariah, der blev dannet under borgerkrigen i Libyen, og som også opererer i de uroplagede lande Yemen og Tunesien, melder sig nu på den afsatte egyptiske præsident Muhammed Mursis tilhængeres side.

Gruppen kalder militærets afsættelse af Mursi for en krigserklæring mod islam og truer med at bruge vold for at indføre islamisk lov. Ifølge gruppen selv er den nu begynde at samle våben og træne sine medlemmer til kamp.

Militærets aktion har ført til blodige sammenstød mellem Mursi-støtter, militæret og modstandere af den afsatte præsident.

26 mistede livet fredag, hvor titusindvis af tilhængere af Mursi gik på gaden for at protestere mod militærets indgreb, der har rejst en frygt for, at Mursis tilhængere vil tilslutte sig mere militante grupper som Ansar al-Shariah.

På den nordlige Sinai-halvø stormede Mursi-støtter et provins-hovedkvarter i byen El-Arish. Der blev affyret skud, og et sort banner tilhørende al-Qaeda-inspirerede militante islamister blev hejst, fortæller AFP's korrespondent.

Samtidig fortsætter politiet med at anholde højtstående islamister i landet. Således blev næstformanden for Det Muslimske Broderskab, Khairat El-Shater, der af mange bliver betragtet som den mest magtfulde Mursi-støtte, anholdt sent fredag.

På Kairos ikoniske Tahrir-plads blev mindst to personer dræbt, da Mursi-støtter udvekslede ild med hans modstandere, lød det på stats-tv.

Sammenstødene aftog, da militæret satte ind med pansrede køretøjer og skilte demonstranterne ad.

En koalition af islamistiske egyptiske grupper - inklusiv Mursis Muslimske Broderskab - lover flere "fredelige" demonstrationer lørdag. De kræver, at militæret genindsætter landets første demokratisk valgte leder, lyder det i en meddelelse natten til lørdag.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.