Militante angreb politi i Tunis

Tunis: Tunesisk politi anvender tåregas og knipler mod flere hundrede militante muslimer, der protesterer mod et forbud mod, at kvinder bærer slør og mod en tv-station, der viser en film, der er kritisk over for det religiøse styre i Iran. Der er tale om de værste religiøse protester i Tunesien, siden præsident Ben Ali blev tvunget fra magten i begyndelsen af året. Uroen begyndte lørdag, da cirka 200 islamister stormede universitetet i turistbyen Sousse 150 kilometer syd for hovedstaden Tunis i vrede over, at en kvindelig studerende var nægtet afgang til universitetet, fordi hun bar slør. Det tunesiske undervisningsministerium har besluttet at udelukke kvinder fra studier, hvis de bærer en niqab. Søndag opstod der uro i Tunis, da flere hundrede islamister samledes på byens største universitetsområde. Senere spredte uroen sig til et arbejderkvarter i byen, og politiet greb ind med blandt andet tåregas, da demonstranterne angreb ordensmagten. Senere stormede demonstranter, som blev omtalt som salafister, en privatejet tv-station, der for nylig viste filmen Persepolis, der handler om Iran under ayatollah Khomeni. Ejeren af tv-stationen siger, at demonstranterne forsøgte at brænde stationens bygninger af. Flere end 300 demonstranter blev anholdt. Salafister bekender sig til en konservativ tolkning af islam, og bevægelsen står bag adskillige militante grupper i nordafrikanske lande. Uroen ses som udtryk for tiltagende spændinger i Tunesien forud for det første parlamentsvalg i landet, siden Ben Ali blev tvunget fra magten af folkelige protester i februar./ritzau/Reuters