Militante i Irak indtager tre nye byer

Oprørsgruppen Isil forsætter sin offensiv og har søndag indtaget tre nye byer i den vestlige del af landet.

Udland 22. juni 2014 13:13

Flere irakiske byer er kommet under oprørsgruppen Isils kontrol søndag.

Det oplyser både vidner og sikkerhedskilder.

- Militære tropper har trukket sig tilbage fra Rawa, Ana og Rutba her til morgen (søndag, red.), og Isil rykkede hurtig ind og tog kontrol med disse byer, siger en anonym embedsmand fra militærets efterretningstjeneste.

Dermed spreder den militante sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) sig.

I den seneste uges tid har Isil sat sig på en række byer, herunder Mosul, hvilket har udløst en flygtningebølge på en halv million.

Natten til lørdag indtog Isil en vigtig grænsepost mellem Irak og Syrien. Det nyvundne territorium giver oprørsgruppen mulighed for at transportere tungere våben mellem de to lande.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...