Udland

Militante i Nigeria bortfører op til 30 kvinder

Boko Haram bag nye bortførelser i området, hvor over 200 skolepiger blev kidnappet.

Formodede militante fra det islamistiske Boko Haram har bortført op mod 30 kvinder fra forskellige nomadesamfund i det nordøstlige Nigeria - nær det område, hvor gruppen bortførte over 200 skolepiger, oplyser indbyggere og nigerianske medier.

Landsbyindbyggere fra Chibok, hvor skolepigerne blev kidnappet i april, siger til Reuters, at de har mødt nomader på flugt fra angreb og plyndringer, og at de fortæller, at kidnapperne kræver kvæg i bytte for kvinderne.

- En af dem ved navn Mohammed sagde til mig, at Boko Haram med våben truede alle mænd og gik fra hytte til hytte for at tage kvinderne. Bortførerne sagde, at løsesummen var køer, siger Yahaya Musa i landsbyen.

Rapporterne om bortførelserne har præget aviserne i området.

Nigeria's regering og hær siger, at de gør alt, hvad der er muligt for at få befriet skolepigerne, og at de ved, hvor de bliver holdt fanget. En udveksling med militante fanger er blevet udelukket af myndighederne.

Boko Haram menes for nylig at have nedslagtet hundredvis af mennesker under et angreb på landsbyer i det nordøstlige Nigeria.

Boko Haram har dræbt tusinder af mennesker siden 2009, hvor bevægelsen blev stærkt radikaliseret.

USA, Frankrig og Storbritannien er blandt de lande, der har tilbudt Nigeria hjælp til at finde og befri pigerne.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.