Terrorisme

Militante palæstinensere klar til våbenhvile

WASHINGTON:De tre militante palæstinensiske organisationer Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa har ifølge tv-stationen CNN erklæret sig rede til at indgå en våbenhvile med Israel. Grupperne vil i en periode på tre måneder undlade at forøve attentater i Israel, hedder det. Udtalelsen kunne ikke umiddelbart bekræftes af hverken palæstinensiske eller israelske myndigheder. Men den israelske efterretningstjeneste vil efter sigende ikke være overrasket, hvis våbenhvilen bliver en realitet. Angiveligt er et udkast til en våbenhvile blevet skrevet under i Damaskus af den øverste leder af Hamas, Khaled Mashal, og lederen af Islamisk Jihad, Ramadan Shalah. Der har været forbindelse mellem de to og den fængslede Tanzim-leder, Marwan Baghouti. Barghouti skal have underskrevet erklæringen på vegne af Fatah, som er ledet af Den Palæstinensiske Myndigheds formand Yasser Arafat og premierminister Mahmoud Abbas, oplyste en palæstinensisk kilde, der ikke ønskede sit navn offentliggjort. /ritzau/