Militante skyder raketter fra Sinai ind i Israel

To raketter fra den urolige Sinai-halvø eksploderer på israelsk jord, men uden at gøre skade, siger talsmand.

Udland 3. juli 2015 17:42 - Opdateret 3. juli 2015 19:14

Militante i Egypten har fredag skudt to raketter ind over grænsen til det sydlige Israel fra den egyptiske Sinai-halvø.

Begge raketter eksploderede uden at forårsage nogen skade på hverken mennesker eller materiel, siger en israelsk militærkilde til AFP.

En unavngiven militærkilde siger til Reuters, at der kun er tale om en enkelt raket.

I de seneste dage har egyptiske sikkerhedsstyrker udkæmpet hårde kampe mod Islamisk Stat på Sinai-halvøen, der grænser op til Israel og den palæstinensiske Gazastribe.

Onsdag blev over 100 militante og 17 egyptiske soldater dræbt i en række simultane angreb flere steder på Sinai-halvøen.

Kampene fandt først og fremmest sted ved militære kontrolposter, der blev angrebet af grupper, som hævder at have tilknytning til Islamisk Stat.

Uroen har i årevis ulmet i Sinai, hvor flere islamistiske og jihadistiske grupper holder til og jævnligt angriber politiet og militæret.

Den mest dominerende jihadistgruppe i Sinai kalder sig Sinai Provinsen og var tidligere kendt som Ansar Bayt al-Maqdis, inden gruppen svor troskab til Islamisk Stat i november.

De militantes angreb har oftest været rettet mod egyptiske soldater eller politifolk.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...