Udland

Militante tager kontrollen i irakisk storby og provins

Oprørere har indtaget storbyen Mosul og provinsen Nineveh i Irak efter hårde kampe, oplyser parlamentsformand.

Iraks storby Mosul er tirsdag blevet overtaget af irakiske oprørere efter flere dages sammenstød mellem militante og politi. Det samme er provinsen Nineveh.

- Byen Mosul er ikke længere kontrolleret af staten, men er i de militantes nåde, siger en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium.

Dermed er Mosul den anden by, der falder i oprøreres hænder i år, efter at byen Fallujah faldt i hænderne på oprørere i januar.

Mosul ligger 350 kilometer nord for Kabul og er hovedstad i provinsen Nineveh. Også provinsen er nu under oprøreres kontrol, oplyser formanden for det irakiske parlament, Osama al-Nujaifi.

- Hele Nineveh-provinsen er faldet i hænderne på de militante, siger han ved en pressekonference.

Sent mandag stormede hundredvis af oprørere regeringskontorer i byen efter fire dage med kampe.

Guvernør i Nineveh, Atheel al-Nujaifi, der er bror til Osama al-Nujaifi, var i første omgang fanget i bygningen, men det lykkedes ham at flygte, mens politiet forsøgte at holde militantgruppen tilbage.

Oprørerne var bevæbnede med raketdrevne granater, rifler og tunge maskingeværer monteret på køretøjer.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at byens butikker er lukket, og at sikkerhedsstyrker har forladt deres køretøjer. En politistation stod yderligere i flammer, da journalisten flygtede fra byen.

Nyhedskanalen al-Jazeera melder om massefangeflugt fra byens fængsler. Ifølge kanalens oplysninger er næsten 2400 indsatte flygtet.

I forbindelse med kampene i Mosul meddeler Tyrkiet, at landet lige nu undersøger oplysninger om, at 28 tyrkiske lastbilchauffører er blevet bortført af de irakiske oprørere. Det skriver Reuters.

Ifølge tyrkiske medier blev chaufførerne tilbageholdt, da de var i færd med at fragte diesel fra det sydlige Tyrkiet til et industriområde i Mosul.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.