Udland

Militante tager kontrollen over irakisk storby

Oprørere har indtaget storbyen Mosul i Irak efter flere dages hårde kampe, oplyser en irakisk embedsmand.

Iraks storby Mosul er tirsdag blevet overtaget af irakiske oprørere efter flere dages sammenstød mellem militante og politi.

- Byen Mosul er ikke længere kontrolleret af staten, men er i de militantes nåde, siger en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium.

Dermed er Mosul den anden by, der falder i oprøreres hænder i år, efter at byen Fallujah faldt i hænderne på oprørere i januar.

Sent mandag stormede hundredvis af oprørere regeringskontorer i byen efter fire dage med kampe.

Guvernør Atheel Nujafi var i første omgang fanget i bygningen, men det lykkedes ham at flygte, mens politiet forsøgte at holde militantgruppen tilbage.

Oprørene var bevæbnet med raketdrevne granater, rifler og tunge maskingeværer monteret på køretøjer.

Mosul ligger 350 kilometer nord for Kabul og er hovedstad i provinsen Nineveh.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at byens butikker er lukket, og at sikkerhedsstyrker har forladt deres køretøjer. En politistation stod yderligere i flammer, da journalisten flygtede fra byen.

I forbindelse med kampene i Mosul meddeler Tyrkiet, at landet lige nu undersøger oplysninger om, at 28 tyrkiske lastbilchauffører er blevet bortført af de irakiske oprørere. Det skriver Reuters.

Ifølge tyrkiske medier blev chaufførerne tilbageholdt, da de var i færd med at fragte diesel fra det sydlige Tyrkiet til et industriområde i Mosul.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.