Skørping

Miljø - helt tæt på

Miljømessen på vej i Skørping Kulturstation

Det er nordjysk folketingskandidat for Alternativet, Susanne Zimmer, der står for miljømessen 5. februar. Privatfoto
Det er nordjysk folketingskandidat for Alternativet, Susanne Zimmer, der står for miljømessen 5. februar. Privatfoto

SKØRPING: Vi bliver ofte konfronteret med klimaforandringerne på TV og i avisen, men hvad kan vi egentlig selv gøre ved udviklingen?

En hel del mener Susanne Zimmer, der er folketingskandidat for Alternativet og frontperson i partiets lokalkreds i Rebild.

Derfor har hun taget initiativ til en miljømesse på Skørping Kulturstation søndag 5. februar under navnet "Flere generationer - ét klima"

- Rigtig mange siger "Hvad kan man gøre andet end at sætte sit kryds det rigtige sted?". Jeg vil gerne prøve at vise, hvor meget vi egentlig selv kan gøre derhjemme i hverdagen, uanset om vi bor i lejlighed eller har en have, siger Susanne Zimmer.

På messen vil der være 20 forskellige stande med inspiration og idéer til miljørigtige løsninger i hverdagen.

En af standene sætter fokus på nyt komposterbar emballage og naturvokspapir, der belaster miljøet mindre end husholdningsfilm og sølvpapir.

På andre stande kan besøgende få inspiration til alt fra at sammensætte garderoben mere miljørigtigt til fordelene ved insekthoteller og flytbare drivhuse i haven.

Endelig kredser enkelte stande om miljøpolitik og klimavisioner.

For eksempel vil Knud Poulsen, medlem af Alternativets lokalkreds i Jammerbugt Kommune, fortælle om FN’s 17 klimamål sammen med sit barnebarn.

Idéen er at se på klimaudviklingen gennem to generationers øjne.

Overskuddet fra messen går til Susanne Zimmers kampagne til næste folketingsvalg.

- Jeg og to af de kommunale kandidater fra Alternativet vil være til stede. Og vi vil meget gerne i dialog med de besøgende om miljø og klimaemner, men det vigtigste er, at de besøgende går hjem med nogle gode idéer fra standene, siger Susanne Zimmer.

Messen på Skørping Kulturstation er åben 5. februar mellem 11 og 16.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden