Miljøagenter rydder op i Hobro

En af miljøagenterne fra Dagbeskæftigelsen på vej ud for at indsamle skrald. Privatfoto
16. november 2016 06:10

På vejene i Hobros sydøstlige industriområde vil man i disse uger opleve folk med gule veste og mørke briller samle skrald, der ligger og flyder i hække og rabatter.

Det er miljøagenterne fra Dagbeskæftigelsen for udviklingshæmmede, SAB på Sjællandsvej, der her i november rydder op som led projektet "Skrald og Genbrug".

I samarbejde med teknik og miljø ved Mariagerfjord Kommune har man en aftale om at holde hækkene omkring Sjællandsvej og de omkringliggende veje rene for skrald.

Charlotte Speich fra teknik og miljø har besøgt dagbeskæftigelsen og skudt projektet i gang med uddeling af gule veste, badges og solbriller, fortæller Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Samtidig arbejder miljøagenterne i værksteder med kreativt genbrug af alle de restmaterialer, der overhovedet kan genbruges.

Gamle syltetøjsglas kan blive til fine krukker, papruller til julepynt, dåser til lysestager osv. Engangskrus kan forvandles til flotte lamper eller skulpturer. Plastbakker kan blive til nøgleringe eller som skabelon i betoninteriør. Slikposer forvandles til ørenringe, og æsker fra morgenmadsprodukter bliver magasinholdere.

Brugerne af dagbeskæftigelsen er gået til opgaven med liv og sjæl, og deres ideer såvel som personalets danner grundlag for hele projektet.

Det hele munder ud i en udstilling i dagbeskæftigelsen SAB sidst på måneden.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...