Udland

Miljøaktivister mødt med tåregas og tæsk i Istanbul

USA kritiserer Tyrkiet for hårdhændet adfærd over for demonstranter. Vreden breder sig til andre byer.

Miljøaktivister mødt med tåregas og tæsk i Istanbul

Det amerikanske udenrigsministerium kritiserer de tyrkiske myndigheder for at slå alt for hårdt ned på en gruppe demonstrerende fredag i Istanbul.

Kampklædt politi brugte tåregas, knipler og vandkanoner i forsøget på at få spredt menneskemængden.

- Vi er bekymret over antallet af personer, der kom til skade, da politiet forsøgte at opløse demonstrationen i Istanbuls Gezi Park, siger Jennifer Psaki, talsperson for udenrigsministeriet i Washington.

Demonstranterne er utilfreds med myndighedernes beslutning om at give tilladelse til at opføre et indkøbscenter på et af de sidste grønne områder i den del af millionbyen.

Adskillige deltagere blev såret og politiets hårdhændede metoder udløste senere fredag voldsomme protester i andre tyrkiske byer.

I hovedstaden Ankara brugte politiet tåregas til at forhindre demonstranter i at nå frem til hovedkontoret for regeringspartiet AKP. Hovedparten af demonstranterne var unge tilhængere af oppositionspartiet CHP.

Også i kystbyen Izmir kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Urolighederne afspejler en voksende utilfredshed med premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans parti AKP.

- Vi har ikke en regering. Vi har Tayyip Erdogan. Selv tilhængere af AKP siger, at partiet er gået fra forstanden. Partiet lytter ikke til os, siger Koray Caliskan, politolog ved Bosborus Universitet.

- Det her er indledningen til en urolig sommer, siger Caliskan, der deltog i demonstrationen i Istanbul.

Regeringsleder Erdogan sagde tidligere fredag, at beslutningen om indkøbscentret i Istanbul er taget, og den bliver ikke ændret.

Demonstrationerne blev indledt mandag i forbindelse med, at myndighederne begyndte at fjerne træer fra det grønne område.

- Det her handler ikke længere bare om træer. Det handler om det pres, som vi udsættes for af regeringen, siger den 18-årige studerende Mert Burge, der mødte op for at støtte demonstranterne efter at have læst om politiets brug af tåregas på Twitter.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.