Miljøchef om PFOS-forurening: Vanskelig og frygtelig situation

Esbjerg Kommune vil nu have undersøgt omfanget af forurening med det giftige stof PFOS ved lokal brandskole.

Esbjerg Kommune vil nu have undersøgt omfanget af PFOS-forurening fra en lokal brandskole. Billedet stammer fra Korsør, hvor man har en tilsvarende sag. Her menes giftstoffet ligeledes at være udledt med brandslukningsskum. (Arkivfoto).

Esbjerg Kommune vil nu have undersøgt omfanget af PFOS-forurening fra en lokal brandskole. Billedet stammer fra Korsør, hvor man har en tilsvarende sag. Her menes giftstoffet ligeledes at være udledt med brandslukningsskum. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Esbjerg Kommune ser med stor alvor på sagen om det giftige stof PFOS, der over en årrække er udledt med overskydende spildevand fra en lokal brandskole.

Sådan lyder det fra kommunens miljøchef, Christina Egsvang Føns.

- Vi er alle enige om, at det er en beklagelig, vanskelig og frygtelig situation at være i. Det skal der ikke herske tvivl om.

- Vi kender ikke omfanget af den forurening, der er sket. Det er noget af det, vi nu skal have belyst.

Jyllands-Posten skriver lørdag, at udledningen af PFOS-holdigt spildevand skete i årene 2007 til 2018.

Det skete, selv om tilladelsen til at udlede overskydende spildevand udløb i 2007.

Falck, der dengang ejede brandskolen, har oplyst, at PFOS i brandskum blev udfaset fra 2002 og stoppede fuldstændigt i 2009.

Så hvordan kunne der blive udledt overskydende spildevand med et indhold af PFOS, hvis der ikke længere blev anvendt PFOS i brandslukningsskum?

- En af teorierne er, at når man opsamler brandskum på brandskolens øvelsesområde og leder det til spildevandsanlægget, så kan PFOS fra den eksisterende forurening, trænge ind og komme med i spildevandet.

- Så der behøver ikke være tale om, at der er udledt ny PFOS fra 2007, men det kan være PFOS fra den eksisterende forurening, som er blevet recirkuleret, siger Christina Egsvang Føns.

Det er ifølge miljøchefen et lyspunkt, at der ikke indvindes drikkevand i området.

Der har ifølge Christina Egsvang Føns heller ikke været græssende kvæg, der har kunnet optaget stoffet gennem vand og græs, sådan som det skete i Korsør.

Her viste det sig efterfølgende, at en stor del af de 187 medlemmer af den lokale kogræsserforening har forhøjede værdier af PFOS i blodet.

I Esbjerg skal omfanget af forureningen ved brandskolen nu undersøges nærmere.

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt. Vi ved jo, at der er en forurening. Der er bare nogle data, vi mangler, før vi kan handle.

- Vi skal kende omfanget og udbredelsen af forureningen, før vi kan sige, hvad der skal gøres, siger Christina Egsvang Føns.

Hos Falck oplyser kommunikationsdirektør Lise Kirkegaard, at man er ved at få afdækket "de faktuelle omstændigheder" sammen med kommunen og de nye ejere af brandskolen.

- Vi tager sagen meget alvorligt og ville gerne tidligere have haft den viden om PFAS (gruppen af stoffer, som PFOS hører under, red.), som vi har i dag.

- Falck Safety Service havde på daværende tidspunkt ikke kendskab til, at overfladevandet kunne indeholde forhøjede grænseværdier, og der var desværre ikke nogen medarbejdere, der var opmærksomme på tilladelsens udløb, hedder det i en skriftlig kommentar.

Danske Regioner har tidligere oplyst, at 145 nuværende og tidligere brandøvelsespladser kan være forurenet med PFOS og skal undersøges nærmere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk